Det så fra åbningen ud til, at det danske C25-indeks onsdag ville tage en pæn del af det tabte tilbage fra de seneste dages fald, men i løbet af formiddagen gik gassen af ballonen.
En håndfuld selskaber - anført af Vestas, Novo og Genmab - gjorde deres for at trække eliteindekset op, men det blev kun til en stigning for dagen på 0,5 pct. til 1892,92.
»Ved middagstid var vi op med cirka 1,5 pct. og hen over eftermiddagen har vi ikke fået den stigning, det så ud til tidligere. Men der er fortsat også stor underliggende usikkerhed i markedet, hvor vi skal slås med stigende renter, China Evergrande, der ligger og lurer, stigende fødevare-, råvarer- og energipriser og udsigt til tapering fra centralbankerne,« siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank.
Vestas sluttede i toppen af indekset med en stigning på 3,2 pct. til 266,30 kr., mens Genmab gik frem med 1,5 pct. til 2725 kr. og Novo steg 1,1 pct. til 613,20 kr.
»Vestas og Novo lå svagt i går, så der kan være tale om noget rebound. Vi ser indkøb i enkelte af de aktier, der faldt i går,« lyder det fra Ole Kjær Jensen.
DSV LØFTES AF JPMORGAN EFTER NEDTUR
DSV lå det meste af dagen i toppen af indekset, efter at JPMorgan har løftet sin anbefaling til "overvægt" fra "neutral", mens kursmålet er skruet op til 1683 kr. fra 1539 kr., viser data fra Bloomberg News.
Aktien lukkede med et plus på 1,1 pct. i 1528,50 kr.
Der var også analytikernyt til Carlsberg, der fik sænket sin anbefaling hos Deutsche Bank til "hold" fra "køb".
Samtidig er kursmålet ifølge Bloomberg News blevet sænket til 1125 kr. fra 1325 kr.
Deutsche Bank begrunder ifølge Dow Jones Newswires sin ændring af anbefalingen med, at de europæiske bryggerier sandsynligvis ikke vil kunne opveje de stigende inputomkostninger med højere priser.
Carlsbergs B-aktie lukkede uændret i 1045 kr.
Analytikerne har også set nærmere på ingredienskoncernen Chr. Hansen, som hos Morningstar har fået løftet sin anbefaling til "hold" fra "sælg", mens kursmålet stadig er 530 kr. ifølge data fra Bloomberg News.
Chr. Hansen steg 0,2 pct. til 535,20 kr.
ISS KØBER TYRKISK PARTNER
Serviceselskabet ISS annoncerede tirsdag aften, at selskabet har overtaget tyrkiske Rönesans Facility Management Company.
Overtagelsen er sket sammen med kapitalfonden Actera, der vil få et ejerskab på 40 pct. af ISS i Tyrkiet, mens den danske koncern altså vil eje 60 pct.
Med overtagelsen får ISS i Tyrkiet yderligere 1500 medarbejdere oveni de eksisterende 43.500 ansatte.
ISS lukkede med et fald på 0,7 pct. i 137,30 kr.
ØRSTED HENTER MILLIARDFINANSIERING
Den Europæiske Investeringsbank har ydet et lån til Ørsted på 500 mio. euro - svarende til 3,7 mia. kr. - til langsigtet finansiering af Borssele 1 & 2-vindparkerne ud for den hollandske kyst.
Vindparkerne tæller 94 møller med en samlet kapacitet på 752 megawatt.
Ørsted-aktien lukkede onsdag med et fald på 0,5 pct. til 871,80 kr.
Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.
Læs også: Ny hverdag truer danske investorer
Læs også: Kommentar: Kan man knuselske blockchain og grine med af kryptofans samtidig?
.\˙ MarketWire