Bryggeriet Unibrews manglende evne til at vælte de stigende omkostninger over på kunderne gav sig onsdag udslag i en solid kurslussing på børsen i København.
Her var bankerne til gengæld i hopla efter et bedre end ventet regnskab fra Handelsbanken samt stigende renter.
»Stemningen er forværret efter åbningen i USA, hvor bekymringerne om de stigende renter spiller aktierne et puds,« udtaler senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.
Læs også: Royal Unibrew kastet ud i fald - det mener analytikerne om aktiens fremtid
Det danske C25-indeks lukkede med et stort minus på 1,9 pct. i 1508,06 efter at være startet dagen tæt på uændret.
Den tiårige amerikanske statsobligationsrente nåede onsdag op i det højeste niveau siden juni 2008, og renterne steg også på de fleste markeder i Europa, hvilket her blandt andet var med til at lægge pres på den rentefølsomme ejendomssektor.
Unibrew agerede C25-bundskraber med en fald på 14,6 pct. i 427,20 kr. efter nedjusteringen tirsdag aften.
Den Faxe-baserede bryggerikoncern henviste blandt andet til lagernedbringelse hos kunderne i Italien, et hårdere prismiljø på tværs af alle forretninger og ændret forbrugeradfærd, som driver et negativ indtjeningsmiks.
Unibrew ser nu et driftsoverskud (EBIT) på 1600 mio. kr. mod tidligere 1700-1850 mio. kr., hvilket ifølge Martin Munk er cirka 7-8 pct. under konsensusestimaterne.
Bryggeriet har også leveret foreløbige tal for tredje kvartal, hvor Citigroup pointerer, at driftsindtjeningen skuffer "betydeligt".
Læs også: Analytiker: Carlsberg bør være bedre rustet end bryggerikonkurrent
Advarslen om en acceleration i forbrugernes køb af billigere produkter i de seneste måneder vurderes ifølge Citigroup at give en negativ indikation for konkurrenterne.
Carlsberg-aktien dykkede samtidig 3,5 pct. til 913,80 kr.
Nedjusteringen fik også en række analytikere til at ændre på kursmål og anbefaling for Unibrew-aktien.
Nordea sænkede sin anbefaling for aktien til "hold" fra "køb", og ABG skar sit kursmål til 730 kr. fra 780 kr.
Nordea lukkede med et plus på 2 pct. i 70,05 kr. i toppen af C25-indekset, og Danske Bank fulgte trop med en stigning på 1,1 pct. til 101,05 kr. efter et bedre end ventet regnskab fra svenske Handelsbanken.
Her lagde analytikere fra Citigroup især vægt på, at nettorenteindtægterne var 9 pct. bedre end ventet, samt at gebyrindtægterne også landede over estimaterne.
Læs også: ECB-medlem: Renten bør hæves yderligere
Nordea er selv til eksamen torsdag morgen med sine tal for tredje kvartal.
Yderligere pointerer Jyske Banks senioraktierådgiver, at bankerne også kunne være understøttet af de stigende renter.
Investorerne tog generelt risiko af bogen efter et par dage med øget risikoappetit, fortæller Martin Munk:
»Nu stopper vi op og kigger på renter og inflationstrykket. I det miljø har højvolatile aktier det svært,« siger han med henvisning til blandt andre GN, Ambu og Bavarian.
GN-aktien tabte 3,5 pct. til 149,80 kr. efter at være steget 31,7 pct. de foregående fem handelsdage, og Ambu-aktien kom med et fald på 7,1 pct. til 72,46 kr. også lidt ned på jorden igen efter en periode med en mere positiv tendens.
Bavarian endte onsdag med et minus på 7,9 pct. i 211 kr., hvilket var det laveste lukkeniveau siden juni.
Læs også: 6 råd, hvis du overvejer at trække stikket fra arbejdsmarkedet før tid
Læs også: Det gode regnskab kan redde C25-aktie: 'Der er lagt i kakkelovnen til en meget stor kursstigning'
.\˙ MarketWire