Markedet har længe indregnet, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, i forbindelse med næste uges todages rentemøde vil hæve sin toneangivende rente med 0,50 pct.point, men efter overraskende høje inflationstal for USA i maj, indikerer handelen med rentefutures fredag nu en sandsynlighed på 50 pct. for, at renteløftet bliver på 75 basispoint.
Samtidig har den britiske storbank Barclays som den første meldt ud, at den også regner med et større løft end hidtil, skriver Bloomberg News.
»Vi mener, at den amerikanske centralbank har et godt argument for at overraske markederne ved at løfte renten mere end ventet i juni, hedder det i en kommentar.«
Læs også: SAS har kurs mod himlen: 'Fatter de der SAS-investorer da ingenting'
»Vi er klar over, at det er på vippen, og at det kunne ske i enten juni eller juli. Men vi ændrer vores prognose og ser nu et løft på 75 basispoint den 15. juni.«
Fredagens amerikanske nøgletal viste, at forbrugerpriserne i maj steg med hele 8,6 pct. på årsbasis, mens et uændret niveau efter aprils faldt til 8,3 pct. var ventet, ifølge Bloomberg News.
Kerneinflationen faldt dog fra 6,2 til 6,0 pct., men et lidt større fald til 5,9 pct. var spået.
Reaktionen på finansmarkederne har været straks at indregne en strammere rentebane for den amerikanske centralbank, og især de korte markedsrenter er skudt i vejret med et løft på den toårige statsrente, der er mere følsom over for centralbankrenten, på 20 basispoint til 3,01 pct. Rentekurven, forskellen mellem den toårige og den tiårige rente, er også fladet markant ud fredag og nærmer sig igen nul, hvilket signalerer en øget frygt i markedet for en recession forude.
Læs også: Pengeregn på vej til danske aktionærer
Den amerikanske centralbank indledte i marts sin stramningscyklus med et løft på 25 point fulgt op af en forhøjelse på 0,50 pct.point i maj, og medlemmerne af bankens ledelse har flere gange indikeret, at løft på 50 basispoint i både jun i og juli er "på bordet".
Den toneangivende rente ligger for tiden i 0,75-1,00 pct., og handelen med rentefutures indikerer nu, at Fed vil hæve sin rente med 0,50 pct.point på hver af de kommende tre møder i juni, juli og september, mens buddet for både november og december ligger mellem 25 og 50 basispoint.
Dermed peger markedet på en rente ved udgangen af 2022 i 3,15 pct. Torsdag var forventningen en rente på bare 2,91 pct.
Læs også: Chipgigant overrasker efter dyster melding
Læs også: Dansk inflation tordner op igen - "Det er vanvittigt"
.\˙ MarketWire