Børsværdien af det kriseramte SAS er på få timer steget mere end 42 pct.

Det skriger til himlen, mener Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen. Han minder om, at det skandinaviske selskab befinder sig i en dyb krise, og at politikernes udmelding på ingen måde har gjort det lettere at redde SAS. Tværtimod. Det kan dog ikke ses på aktiekursen. SAS-aktien er i skrivende stund steget 34 pct., men var i en periode i minus 7 pct.

Nyheden har med andre ord banket børsværdien af SAS i vejret med 41 pct.

»Fatter de der SAS-investorer da ingenting,« lyder det med et smil på læben fra Jacob Pedersen.

Læs også: SAS-aktien brager i vejret på ny udvikling

Han er ikke overrasket over, at den danske stat støtter SAS økonomisk, for det flugter med den danske luftfartsstrategi, men han er forundret over, at staten har fået lov til at øge sin ejerandel op til 30 pct.

»Det er de færreste stater, der får lov til at øge sin andel, men jeg går ud fra, at man har klappet det af, inden man går ud og siger sådan noget,« udtaler han.

Statens krav og betingelser er samtidig med til at sænke antallet af mulige, pengestærke investorer, der er parat til at hjælpe SAS, vurderer han. Det skyldes, at investorerne ikke får lov til at bestemme det samme, når den danske stat kommer med krav.

»Staten vil stille nogle betingelser, men uden at have bestemmende indflydelse. Jeg mener ikke, at det gør det lettere at redde SAS,« udtaler Jacob Pedersen.

Læs også: Dansk inflation tordner op igen - "Det er vanvittigt"

For ham at se, så er udmeldingen fra danske politikere samtidig et sikkerhedsnet af karat til medarbejdere og kreditorer.

»Når Danmark er parat til at øge sit engagement, så fortæller man også, hvor uundværligt SAS er i statens øjne. Jeg tvivler på, at det gør det lettere at finde en løsning imellem SAS på den ene side og så kreditorer og ansatte på den anden side.«

»Jeg undrer mig, hvis nogen tolker det her som en redning, for det bliver sværere for SAS at gennemføre redningsplanen, fordi de store penge forsvinder, og fordi det bliver sværere at få kreditorer og medarbejde til at lave de indrømmelser, som SAS gerne vil have,« udtaler han.

Han advarer samtidig om, at nuværende aktionærer står over for en rekapitalisering af SAS, hvilket vil udvande eksisterende aktionærer.

»Dem, som ejer 100 pct. af SAS i dag, kommer nok til at eje omkring 3-4 af SAS i fremtiden.«

Læs også: Danmark kaster redningkrans til kriseramte SAS

Læs også: Kæmpe ordre til Bavarian