Henter kommentarer

Pengene og kulturen: Aktiechefen er FCK-fan og bliver nostalgisk over Nik & Jay

Euroinvestor sætter fokus på en lang række kendte personligheder fra investeringsverdenen. Det gør vi under overskriften »Pengene og kulturen«, da selv analytikere og kommentatorer trods alt er mere end deres excel. Hvad former dem som hele mennesker? Hvor finder de inspiration? Eller hvordan kobler de bare fuldstændigt af fra en verden af tal?

Denne gang møder vi Lars Hytting, der er aktiechef i Artha Kapitalforvaltning – hvor han har været med siden virksomhedens start for snart 13 år siden. Lars Hytting er uddannet cand.merc.fir fra CBS, født og opvokset i København, hvor han stadig bor i dag med sin hustru og datter.

Der er fuld knald på Lars Hyttings dag, der som det A-menneske han er, gerne starter tidligt.

»Jeg har meget brug for at koble af efter en arbejdsdag, og sådan har jeg egentligt altid været. Jeg kan godt lide mit eget selskab, og der behøver ikke ske noget hele tiden.«

En af måderne Lars Hytting kommer bedst ned i gear på er, er ved at dyrke sport.

»Min form for mindfulness er motion. Jeg har en spinningcykel herhjemme, som næsten dagligt er i brug.«

Inden arbejdsdagen for alvor går i gang kører han gerne en time til halvanden på spinningcyklen. Imens får han læst dagens nyheder – og det er blandt andet Børsen og Berlingske, der holder ham opdateret.

»Så får jeg lige en pejling om, hvad der sker derude. Børsen har blandt andet gode artikler om virksomheders regnskaber – også dem, der ikke er børsnoterede.«

» Berlingske gør mig ikke rigtigt klogere fagligt, men jeg kan godt lide at bladre igennem AOK og læse nye anmeldelser af restauranter eller nye tv-serier.«

Sport er ikke kun noget aktiechefen bruger, når han skal ned i gear. Han er også stor FCK-fan.

»Jeg holder selvfølgelig med byens hold. Jeg er kæmpe FCK-fan. Da jeg var yngre missede jeg nærmest aldrig en kamp, men det er sværere nu, hvor jeg har et barn, så det hører til sjældenhederne, at jeg ser dem spille fysisk. Men følelsen for holdet er der stadig, og jeg har mulighed for at have kampene kørende på fjernsynet.«

Sport og business-serie

Lars Hytting kommer fra en »meget sportsfikseret« familie, og derfor ser han alt fra Tour de France til fodbold og tennis i fjernsynet, når lejligheden byder sig. Ellers streamer han serier – blandt andet på Viaplay og HBO.

»Jeg her helt oppe på beatet, når der handler om tv-serien Billions. Den er ret interessant, og handler også lidt om business. Der er store følelser og beslutninger, den er rigtig god, men selvfølgelig også sat en smule på spidsen.«

Radioen får også lov til at spille i Lars Hyttings hjem, og det er for det meste den samme kanal, han tuner ind på.

»Når jeg hører radio, er det typisk P4. Jeg lytter ikke til specifikke programmer, men synes bare, det er hyggeligt at have kørende i baggrunden.«

»Førhen hørte jeg meget The Voice, men det mente min hustru ikke, jeg blev særligt dannet af.«

Hører stadig musik fra ungdommen

Lars Hytting er vokset op i en periode, hvor lyden af alle gode fester også var lyden at Nik og Jay, men kan han godt finde på at skrue helt op for elektronisk musik.

»Nik og Jay en hel speciel plads i mit musikhjerte. Jeg er vokset op i samme periode som dem, og vi er næsten jævnaldrende.«

»De har fyldt så meget i min ungdom, og der er bare så mange gode minder forbundet med deres musik. Mit yndlingsnummer er helt klart 'En dag tilbage'. Det kan ikke være anderledes.«

»Jeg er også til lidt elektronisk musik, men er jeg helt alene, kan jeg sagtens sætte techno eller Tiësto på anlægget og spille for fulde gardiner.«

Coronanedlukinngerne fik sat en stopper for en del af aktiechefens kulturelle oplevelser i byen, men nu nyder han igen at tage i biografen eller til comedy.

»Jeg elsker at gå i biografen og ud og spise, og så kan jeg godt lide at komme på Comedy Zoo for at få et godt grin. Ellers går jeg også til koncerter. Senest så jeg Mind of 99 i Royal Arena i december sidste år. Jeg fik desværre ikke billetter til deres koncert i parken.«

»Minds of 99 er bare fedt. De er mega cool, og de laver god musik, og så er det fedt, at de synger på dansk. De producerer det ene hit efter det andet, og så er de fantastisk dygtige live.«

»Ellers var jeg senest kulturel, da jeg var på sommerferie på Mallorca i år. Min familie og jeg var på badeferie, men hev en dag ud for at se Palma.«

Lars Hytting rejser meget, når muligheden byder sig, og selvom intentionen er at få læst bøger, mens han er afsted, får han det ikke gjort.

»Mit hoved er så mættet af input efter en arbejdsdag, men til gengæld har jeg forsøgt at læse, når jeg rejser. Det bliver bare aldrig til noget«

»Jeg har haft den samme bog med på ferie de seneste år, og den er blevet slæbt rundt i stort set hele Europa. Det er 'Den syge kapitalisme' af Peter Hummelgaard. Jeg har gået på gymnasie med ham, så jeg føler lidt, jeg skylder ham at læse den, men det må blive på et andet tidspunkt.«

Læs også: Lars Tvede arbejder med musik der kan give andre et nervesammenbrud

Læs også: Stjerneforvalter udnyttede aktieuro – disse aktier købte hun