Henter kommentarer

Pengene og kulturen: Investeringsøkonomen er vild med P3 og læser sjældent bøger


For alle os, der elsker aktiemarkedet, hører vi igen og igen fra en række kendte talspersoner fra finansielle virksomheder. De er investorer, analytikere, økonomer, eksperter, kommentatorer – kært barn har mange navne. Vi kender dem efterhånden ganske godt alle sammen.

Eller gør vi?

Fremover vil Euroinvestor også gå lidt længere bag om eksperternes kolde analyser af finanserne. Vi stiller skarpt på, hvad der former dem som mennesker. Og dermed også, hvad der former dem som analytikere og investorer.

Euroinvestor sætter således fokus på en lang række kendte personligheder fra investeringsverdenen. Det gør vi under overskriften »Pengene og kulturen«, da selv analytikere og kommentatorer trods alt er mere end deres excel. Hvad former dem som hele mennesker? Hvor finder de inspiration? Eller hvordan kobler de bare fuldstændigt af fra en verden af tal?

Denne gang møder vi investeringsøkonomen gennem de seneste 10 år hos handelsplatformen Nordnet, Per Hansen.

Per Hansen er 55 år, uddannet cand.merc. fra Aarhus BSS, født og opvokset på Langeland men bor i dag på Frederiksberg.

Selvom Per Hansen er vild med sit arbejde, har han alligevel engang imellem brug for at få koblet af efter lange arbejdsdage. Det foregår bedst ved at løb rundt på Frederiksberg, hvor han har boet de sidste par år.

»Jeg plejer at sige, at man kan hævde, jeg aldrig holder fri eller at jeg altid er på arbejde. Jeg er vild med mit job, og har næsten aldrig brug for rigtigt at koble af. Til gengæld løber jeg 6-8 kilometer hver eller hver anden dag, hvor jeg i stedet for at lytte til noget imens, som de fleste gør, får trykprøvet en masse ideer inde i mit hoved. Det gør jeg bedst uden musik, podcast eller lydbøger i ørerne.«

»I løbet af en arbejdsdag skal jeg gerne skabe mange forskellige ideer, og oppe i mit hoved kører der en masse rundt hele tiden. Efter en løbetur kommer jeg altid hjem med mere energi, end da jeg tog afsted.«

Selvom løbeturen bliver brugt uden højtalere i hovedet, bliver der til gengæld hørt en del radio i hjemmet, og det er altid den samme kanal, Per Hansen tuner ind på.

»Mit favoritprogram er Sport på 3'eren på P3. Det er et program, der på en helt fantastisk måde formår at kombinere musik med underholdning. Faktisk er P3 den kanal, jeg oftest lytter til. Den er bredt funderet, og man kan gå til og fra, som man vil. Jeg leder nemlig ikke efter snak, jeg vil gerne bare have musik og så hvile ørerne på den måde.«

Når det kommer til musikartister, består favoritterne af en blanding af nyt og gammelt.

»Jeg kan lide stort set alt populærmusik. Også meget af det ældre lige fra Shubidua til TV 2 til CV Jørgensen til Mabel med Boom-Boom og ABBA. Det kan jeg lytte til igen og igen. Af mere moderne musik er jeg vild med en som Ed Sheeran. Især nummeret Bad Habits. Jeg synes, det er fedt at høre noget, hvor man kan blive beruset af stemningen.«

Per Hansen har både boet i Odense, Vejle, Aarhus, men hans bopæl nu er »helt i særklasse« – som han beskriver det – og han er blandt andet omgivet af flere teatre, som han hyppigt besøger med sin kone.

»Jeg kan godt lide at gå i teatret. Jeg bor tæt på Betty Nansen Teatret, men man kan også sagtens finde mig i Folketeatret, på Nørrebro Teater eller ved Den Sorte Hest. Det er næsten ligegyldigt, hvad jeg ser i teatret, for jeg får altid noget med hjem igen. Ofte er min kone og jeg ikke ret godt forberedte på, hvad stykkerne handler om, men alligevel kommer vi hjem rigere på oplevelser.«

Film og serier skal være aldeles fængende, før de kan fange Per Hansens opmærksomhed. En af dem er James Bond.

»En af de film, jeg virkelig ser frem til at se, er den nye James Bond. Det er et af de få steder, jeg rent faktisk følger med i film. Når jeg ser James Bond-film, så følger jeg så meget med, at jeg blandt andet godt kan lade min telefon være og ikke savner den.«

»En anden film, jeg har set for mange år siden, har efterladt et stort indtryk. Det er De uovervindelige, på amerikansk The Untouchables, fra 1987. Sean Connery spiller med og er en fænomenal skuespiller og har en fed skotsk accent. Der er noget med skotter, de kan noget.«

Per Hansen fortæller selv, at godt kan lide at tegne verden firkantet op, så den er lettere at forstå – det sker blandt andet, når han formidler sin viden om aktier via sit arbejde. Han søger altid det rationelle, og derfor har han også svært ved at give sig hen til fiktionens verden.

»Jeg er en vanvittig rationel person og forsøger at få ting til at give mening, og derfor er der faktisk ikke rigtigt nogen skønlitterær bog, der har formet mig. Jeg har svært ved at finde ro til at sætte mig ned og læse en bog, så det sker meget sjældent, at jeg læser skønlitteratur.

»Skal jeg endelig nævne noget, så er jeg meget fascineret af Stieg Larsson-trilogien. Jeg læste faktisk først bøgerne, efter jeg havde set filmene. Det er lige på grænsen til, at jeg synes, der er for meget vold. Men filmene er nogen af de få, der rent faktisk kan fastholde mig.«

»Derudover holder jeg Jyllands-Posten. Jeg læser rigtig mange nyheder, for jeg elsker at holde mig opdateret på samfundsforhold, økonomi, politik, og det første jeg gør om morgenen, er at tjekke Twitter og bagefter Bloomberg-appen på min telefon.«

Læs også: Brøndby IF: Solid fremgang efter mesterskabs-succes

Læs også: Sådan scorer du kassen: 10 tricks til lønsamtalen