Henter kommentarer

Pengene vælter ind hos Jyske Bank - men de skuffer stadig analytikerne


Det er gyldne tider i Jyske Bank, hvor indtægterne stiger, men resultatet lander alligevel under forventningerne.

Det står klart efter, at banken har præsenteret sit regnskab for første kvartal af 2024 tirsdag morgen. 

I årets første kvartal har Jyske Bank således haft et resultat efter skat på 1.286 mio. kr. Det er mindre end analytikerne havde regnet med på forhånd, viser konsensusestimater indsamlet af selskabet selv. Analytikerne havde således regnet med et resultat på 1.400 mio. kr. i kvartalet. 

For perioden havde banken basisindtægter på 3.430 mio. kr. Her havde analytikerne ventet 3.492 mio. kr.

Heraf havde de nettorenteindtægter på 2.462 mio. kr., hvilket er en stigning på 11 pct. fra samme periode sidste år. Dog rammer det fortsat lige under analytikernes estimat på 2.494 mio. kr.

Det vigtige nøgletal for bankerne, egenkapitalforrentningen, lander på 11,4 pct. i kvartalet. Her havde analytikerne forventet en egenkapitalforrentning på 12,92 pct., ifølge data fra Bloomberg.

Egenkapitalforrentningen (ROE) er et mål for sammenhængen imellem, hvad virksomheden tjener, og hvad det ejer og fortæller noget om et selskabs evne til at skabe afkast ud fra de værdier, som virksomheden råder over.

Til regnskabet lyder det fra topchef Lars Mørch:

»Første kvartal 2024 bød på et resultat efter skat på 1,3 mia. kr. Det er på niveau med det hidtil højeste resultat for det første kvartal på året og skyldes særligt det højere renteniveau, der mere end opvejede effekten af lav aktivitet på boligmarkedet«

Læs også: Coloplast dykker markant efter regnskab

Banken skriver i regnskabet, at de fastholder deres forventninger for året. Dermed venter de uændret et resultat efter skat i intervallet 4,3-5,1 mia. kr. i 2024, svarende til et resultat pr. aktie i intervallet 64-76 kr.

Aktionærerne i Jyske Bank kan også se frem til et aktietilbagekøbsprogram på 1,5 mia. kr. Det kan du læse mere om her

Jyske Bank-aktien er det seneste år steget med 25 pct. 

Millionærklubben byder torsdag 23. maj indenfor til Millionærklubben Eksklusiv. Det skal handle om energi- og råvaremarkederne, og hvordan priserne på de globale råvaremarkeder vil blive påvirket af disse nye dagsordener fremover, og om der findes oplagte investeringsmuligheder i lige præcis de bevægelser. Billetter kan købes her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer

Læs også: Dansk børskomet stiger markant

Læs også: Jyske Bank-aktien straffet