Der kan være kursfald forude, efter nogle særdeles gode måneder for det globale aktiemarked. 

Sådan lyder det fra Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg hos Danmarks største pensionsselskab PFA. I en kommentar fredag påpeger hun, at vi nærmer os en historisk udfordrende tid på året.

»September, oktober og november hører historisk set til de dårligste måneder på aktiemarkedet, og vi har set, at der ikke skal så meget til for at tippe balancen og påvirke stemningen i en negativ retning. Men når det er sagt, så er det overordnede billede for 2026 fortsat positivt. Vi har en grundlæggende robust økonomi, og det bliver i den grad bekræftet af de stærke resultater, vi har set fra selskaberne,« slutter hun.

De globale finansmarkeder har demonstreret en stor styrke henover sommeren, hvor virksomhederne har leveret varen ved regnskabssæsonen, som så småt er ved at slut.

Faktisk har hele 86 pct. af selskaberne i det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks på nuværende tidspunkt slået aktieanalytikernes indtjeningsforventninger.

»Vi står med en af de stærkeste regnskabssæsoner siden 2021 med bred fremgang, og hvor en historisk høj andel af selskaberne har slået forventningerne til deres indtjening. Det kan også ses på aktier, hvor S&P 500 ligger tæt på rekordniveau,« siger Tine Choi Danielsen.

Tine Choi Danielsen er chefstrateg hos PFA. Søren Lorenzen

Det er kommet kunderne hos PFA til gode, hvor en typisk kunde med middel risiko har fået et afkast på lige over 10 pct., mens det treårige afkast har rundet 42,4 pct.

Den markante fremgang på aktiemarkedet de seneste måneder er også blevet understøttet af makroøkonomiske nøgletal fra USA. 

Trods begyndende sprækker ser arbejdsmarkedet stadig fornuftig ud, og de seneste tal fra fremstillingsindustrien tegner også et billede af en robust økonomisk vækst. Derudover kom der onsdag friske inflationstal fra USA, der viser, at forbrugerprisstigningerne begynder at blive kølet ned. 

Der er dog stadig risikomomenter, som investorerne skal holde skarpt øje med, lyder det fra chefstrategen:

»Økonomien ser robust ud, men den stærke aktivitet i industrien og uroen i Mellemøsten holder også liv i inflationsfrygten. Det afspejler sig direkte i USA, hvor de lange renter igen har bidt sig fast på et niveau, som vi ikke har set i halvandet år. Det kan skabe behov for finansielt mådehold og lægge en dæmper på væksten og forbruget på længere sigt,« siger Tine Choi Danielsen.

Læs også: 'En af de bedste sæsoner, jeg kan erindre': Danske aktier trodser krig og kriser

Læs også: Fredag fragår udbytte fra Novo Nordisk-aktien

Morgennyheder

Hver morgen opdaterer Euroinvestors finansjournalister dig på de vigtigste historier om dine aktier og i øvrigt om alt det, der påvirker økonomien - især din egen. Vært: Laura Nørkjær Seligmann

Millionærklubben Eksklusiv: Investeringsmuligheder for resten af 2026 - hvilken vej blæser de finansielle vinde?
Første halvår af 2026 har budt på både markante kursstigninger og uventede tilbageslag, der gjorde det vanskeligt at finde en entydig retning på aktiemarkederne. Men alt det er som bekendt fortid. Hvad vigtigere er for enhver investor med respekt for sig selv, er naturligvis fremtiden.
Så hvad kan vi forvente af resten af 2026? Hvilke tendenser ser ud til at kunne præge halvåret, og hvilke investeringstemaer optager de globale investorer lige nu og i fremtiden? Alt dette er til debat denne aften med nogle af branchens skarpeste profiler, der til daglig analyserer globale finansmarkeder, vurderer forskellige scenarier og omsætter forventninger til konkrete investeringsbeslutninger.
Aftenens debat ledes af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Henrik Drusebjerg, direktør og stifter af Drusebjerg Zabel ApS
Otto Friedrichsen, viceinvesteringsdirektør i Formuepleje
Lars Persson, teknisk analytiker i Aktierådet
I løbet af aftenen byder vi også på en forfriskning og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer.
Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/arrangementer