Krigen i Ukraine har ændret mange investorers syn på investering i forsvarssektoren, og en af de mest restriktive danske pensionskasser står nu også overfor et muligt skift.
Det fortæller Morten Roed Eriksen, som er chef for likvide investeringer hos Lærernes Pension.
Pensionskassen har længe haft restriktive regler for investering i våben. Der er nultolerance over for kontroversielle våben som for eksempel klyngebomber, og når det kommer til konventionelle våben, må de kun fylde 5 pct. af omsætningen i de selskaber, som Lærernes Pension investerer i.
Læs også: Alibaba og BMW i alliance om kunstig intelligens
Det betyder, at kendte våbenselskaber som Rheinmetall og Saab er bandlyst fra porteføljen i Lærernes Pension. Men det kan der måske blive lavet om på inden for en overskuelig fremtid.
»Vi har allerede planlagt at tage emnet op her til foråret og derefter tage stilling til, om vi skal revidere vores hidtidige tilgang til den type investeringer,« siger Morten Roed Eriksen.
Investering i våbenaktier vil være en stor ændring for Lærernes Pension, som i mange år har holdt sig ude af sektoren.
Den ændrede verdenssituation og den europæiske genoprustning har dog gjort indtryk hos pensionskassen, som kan se frem til en intern debat den kommende tid.
Læs også: Privatøkonom: Derfor bekymrer danskerne sig for meget
»Det er vigtigt at understrege, at det er vores medlemmers pensionskroner, vi forvalter, og det har i årtier været centralt for dem, at vi afholdt os fra investeringer i våbenindustrien. Men verden ændrer sig i disse måneder hurtigere, end vi har oplevet det i vores levetid,« Morten Roed Eriksen og fortsætter:
»Den nye sikkerhedspolitiske situation åbner for spørgsmål til vores hidtidige tilgang. Det er en vigtig diskussion, som vi kommer til at have med vores bagland i 2025 med respekt for deres værdier.«
Investering i våbenproducenter er ikke det eneste træk, som pensionskassen kan overveje i forbindelse med det store fokus på forsvar.
»Udover våbeninvesteringer har vi noteret os debatten om offentlig-private partnerskaber eksempelvis med fokus på forsvarets slidte bygningsmasse, som vi også kommer til at forholde os til,« siger Morten Roed Eriksen.
Omny Studio Clip
Læs også: Store forandringer i Tyskland: Disse aktier ville storbank satse på


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner