Milliarderne fosser ud af amerikanske aktiefonde.

De seneste seks uger er der blevet trukket 31 mia. dollar ud af de amerikanske aktiefonde. Det skriver The Wall Street Journal.

Det svarer til omkring 216 mia. kr.

I samme periode har de amerikanske investorer smidt 12 mia. dollar i internationale aktiefonde samt hele 24 mia. dollar i obligationsfonde.

Tallene viser, at investorerne i højere grad ser muligheder udenfor det amerikanske aktiemarked ifølge Cameron Brandt, undersøgelseschef ved EPFR.

»Fornemmelsen for muligheder ligger helt sikkert andre steder,« siger Cameron Brandt ifølge The Wall Street Journal.

De finansielle markeder venter i spænding på de amerikanske inflationstal, som offentliggøres tirsdag. Tallene kan være afgørende for den amerikanske centralbanks næste træk i krigen mod inflationen.

En høj inflation kan føre til flere rentestigninger fra centralbanken, hvilket investorerne sjældent er begejstret for.

Læs også: Jyske Bank: Du skal forberede dig på nye kursfald

Læs også: Scorer 147 millioner på C25-aktier