Henter kommentarer

Præsidentvalget nærmer sig: Sådan mener to danske chefstrateger, det kan påvirke aktiemarkedet


I 2024 skal der findes en ny præsident i USA, og det er noget, der er på de professionelle investorers radar.

Det fremgår blandt andet af Bank of Americas februarudgave af rundspørgen 'Global Fund Manager Survey'.

Her svarer 12 pct. af de 249 deltagende institutionelle investorer, der tilsammen har 656 mia. dollar under forvaltning, at de anser den amerikanske valgkamp som en begivenhed, der kan have betydelig indvirkning på markedet.

Fra Jakob Vejlø, der er chefstrateg i kapitalforvalteren BankInvest, lyder det da også, at der i det små er begyndt at ske en positionering hos nogle investorer, der afspejler forventningerne til valgets udfald.

Det er særligt udsigten til, at Donald Trump potentielt kan genvinde præsidentposten, som investorerne vil forbereder sig på, fortæller han, mens han samtidig understreger, at der endnu er lang tid til det endelige valg, og hans svar derfor er i den spekulative ende.

»Det er ret tydeligt at se, at vi begynder at forholde os mere og mere til muligheden for at Trump vinder valget. Og der er nok ikke nogen tvivl om, at Trump kommer til at skabe meget usikkerhed på mange områder,« siger Jakob Vejlø.

Læs også: Skandaleramt biotekselskab med dansk rigmand i spidsen savet ned efter kritisk rapport

Fra Henrik Drusebjerg, der er nordisk chefstrateg i velhaverbanken Quintet Private Bank, lyder det også, at det endnu er for tidligt at konstatere en masse om præsidentvalget, der først løber af stablen på den anden side af sommeren. 

»Lige nu er der enormt meget fokus på, hvem der bliver præsident. Men i takt med at vi kommer tættere på, så handler det jo lige så meget om, hvad magtfordelingen i Kongressen bliver,« siger han og fortsætter:

»Du kan få nok så meget flertal, men hvis du ikke har et flertal i Kongressen, så kan du ikke få din politik igennem.«

Jakob Vejlø har kigget på, hvordan det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks har klaret sig i fra november 2016, hvor Donald Trump blev valgt, til 2020, hvor Joe Biden blev valgt. 

Her steg det vigtige amerikanske indeks 14 pct. om året i gennemsnit. Siden Joe Biden blev valgt og til i dag, har indekset givet lidt over 10 pct. i gennemsnitligt afkast om året, viser data fra finanstjenesten Bloomberg.

Læs også: Sony lander bedre end ventet

Skal han alligevel komme med et bud på, hvor investorerne formentligt vil placere sig, hvis den kontroversielle forretningsmand endnu en gang bliver præsident, så er det på Donald Trumps egen hjemmebane – nemlig i USA.

»Jeg tror, Trump betyder plusser for det generelle erhvervsklima i USA. Så om noget kan jeg forestille mig, at investorerne vil positionere sig yderligere til amerikanske aktier. Men det er super spekulativt,« siger chefstrategen.

I samme omgang vil investorerne formentligt dumpe kinesiske aktier, vurderer Jakob Vejlø, der ser for sig at en præsidentperiode med Donald Trump kan eskalere USAs handelskrig mod Kina.

»Jeg tror det vil understøtte billedet af, at amerikanske aktier er noget man skal have. Så investorer vil nok dreje yderligere ind i amerikanske aktier.«

Præsidentvalget er dog imedlertid ikke den begivenhed, investorerne lige nu ser som den største trussel. Det er i stedet højere inflation, som 27 pct. af de adspurgte angiver som svar.  

Præsidentvalget i USA bliver afholdt tirsdag den. 5 november 2024.

Læs også: Markedsanalytiker: Det store valgår 2024

Læs også: Genmab klar med resultatet for 2023: Det forventer de af fremtiden