Henter kommentarer

Priserne hamrer i vejret: Nu er det blevet endnu dyrere at være dansker


De danske forbrugerpriser steg 3,4 pct. i november i forhold til samme periode sidste år.

Det afslører nye tal fra Danmarks Statistik.

Stigningen er den højeste siden 2008, og generelt er priserne drønet i vejret siden starten af efteråret.

Tilbage i oktober var inflationen på 3 pct., i august var den under 2 pct., mens den ved årsskiftet lød på omkring 0,5 pct.

Den tårnhøje inflation gør det markant dyrere at være dansker, lyder det fra Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

»En børnefamilie skal i dag bruge 15.500 kr. mere for at købe de samme varer og tjenester i forhold til for et år siden. Det afhænger selvfølgelig af familiens forbrugssammensætning, men det er en meget markant stigning i merudgifterne for danskerne,« skriver han i en kommentar til de dugfriske tal.

Det er særligt elektricitet, brændstof og gas, der driver de højere priser. I november steg priserne på varer 4,7 pct.

Men også priserne på tjenester har pil opad. I november var de 2,1 pct. højere end samme periode sidste år.

Ifølge Jeppe Juul Borre, skal vi kigge mod udlandet for at finde årsagen til de højere forbrugerpriser.

»Hoppet i inflationen skyldes blandt andet en eksplosion i energipriserne, globale flaskehalse samt et spring i råvarepriser og fragtpriser. Den globale økonomi er presset i forsyningskæderne, hvor efterspørgslen er øget markant på vejen ud af coronakrisen med markante vækstrater i økonomierne,« skriver han.

Efterspørgslen påvirker virksomhedernes produktionsomkostninger, hvor producentprisindekset er steget 22 pct. i forhold til for et år siden.

»Det, forventer vi, smitter af på de priser, som de danske forbrugere oplever. Omvendt vil en del af priseffekten fra de højere energi- og råvarepriser falde ud til næste år, som vil trække den anden vej. Samlet set forventer vi, at inflationen falder mærkbart tilbage til næste år, men for at stabilisere sig på et højere niveau før coronakrisen,« lyder det fra Jeppe Juul Borre.

Læs også: ​Teslas Musk overvejer at kvitte sit job for at blive influencer

Læs også: Aktiechef om dansk aktie: Sats på kursfald giver mening