Henter kommentarer

Privatinvestor er helt sikker: Aktien skal over 500


Selvom Jyske Bank-aktien er braget i vejret onsdag, så er der mere kurspotentiale i aktien.

Det vurderer privatinvestor Jens Løgstrup, der vel at mærke selv har investeret et mindre trecifret millionbeløb i banken.

»I min bog bør aktien komme over en kurs på 500 kroner. Som jeg ser det lige nu, skal vi måske et stykke over 500,« mener privatinvestoren.

Jyske Bank-aktien er buldret opad med omkring 11 procent onsdag middag. Det sker i kølvandet på en opjustering fra banken. I skrivende stund skal man derfor give 393,5 kroner for at få fingrene i en af bankens aktier.

Stigningen får dog ikke Jens Løgstrup, der i gennemsnit har givet 262 kroner for hver af sine aktier, til at sælge ud. Han peger på, at kursen skal op og runde 450-500 kroner, før han så meget som overvejer at give afkald på aktierne.

Hans begrundelse lyder, at kursen skal op og ramme bankens indre værdi. I øjeblikket handles selskabet for mindre end det  – og aktionærerne betaler i omegnen af 70 øre for at få 1 krone i selskabet, påpeger han.

»Aktien er alt for lav prissat i øjeblikket, og jeg kan fint forestille mig, der skal gå et år eller to år, før kursen er der, hvor jeg kan overveje at sælge,« forklarer Jens Løgstrup.

Læs også: 'Det er min suverænt største position'

Jyske Bank-aktien er Jens Løgstrups største position, og han tror på, at der er yderligere potentiale for banken og danske banker generelt, fordi de efter hans vurdering står overfor »ganske gode tider«.

Han lægger til grund, at der er godt gang i den økonomiske aktivitet, at der er der et stigende behov for udlån, og at renterne i eurozonen - ifølge ham - vil bevæge sig opad. Og når sidstnævnte sker, så ryger flere penge ned i bankernes lommer.

»Jeg tror i det hele taget, vi skal regne med, at banksektoren i Danmark vil klare sig godt de næste 2-3 år frem,« siger Jens Løgstrup.

Det helt store spørgsmål angående Jyske Bank er nu, om de vil fortsætte med deres aktietilbagekøbsprogrammer, siger storinvestoren. Jyske Bank har længe købt op af sine aktier, og det mener Jens Løgstrup er klogt, fordi man på den måde får en masse skeptikere ud af aktien.

Men ifølge Jens Løgstrup vil pengekassen til det formål være tom ganske snart – medmindre Jyske Bank i deres kvartalsmeddelelse sætter flere penge af til det.

»I og med banken køber så kraftigt ind af egne aktier, så fjerner man hver eneste børsdag en masse skeptikere. Når vi kommer 1-2 år frem tror jeg, der er fjernet så mange skeptikere, at dem, der tror på aktien, sidder tilbage – og så får vi en mere rigtig prissætning. Derfor er det overordentligt vigtigt, at de her tilbagekøb fortsætter, for hvis ikke de fortsætter, kan det få en negativ konsekvens,« siger han.

Jyske Bank-aktien gik ind i året med en kurs på 337 kroner og har formået at stige i C25-indekset, der generelt har været faldende.

Læs også: Dansk selskab forbereder aktionærerne: Ukraine-krig kan skrælle millioner af driften