Professionel investor reagerer på massiv uro på markederne: 'Det er helt vildt'

Egentlig ville den professionelle investor og direktør i Juul Value Invest, Per Juul, gerne være sådan en investor, der ikke bekymrede sig særlig meget om geopolitik og makroøkonomi.
Men det, den amerikanske præsident har sat gang i, er en omkalfatring af det globale handelssystem og dermed en ny virkelighed, som investorerne reagerer på. Derfor er det slet ikke muligt at holde snuden begravet i regnskabsbøgerne lige nu, lyder det fra Per Juul:
»Det er helt vildt, at vi har en mand, der vælger at køre verden ind i en mur. Han gør noget, som alle økonomer fortæller er uden mening. Og som markedet fortæller ham er vejen mod en recession.«
Læs også: Saxo Bank-strateg: Det bør du gøre nu
Per Juul, der fokuserer på value-aktier, mener, at Donald Trumps toldkrig kan have store og langvarende konsekvenser for det amerikanske aktiemarked, hvis handelskrigen ikke bliver bremset:
»Vi skal ikke tro, at de amerikanske aktier bare kommer tilbage til samme niveau som før. Fortsætter vi ned ad denne sti, er amerikanske aktier meget mindre interessante.«
Usikkerheden om amerikansk økonomi og den politiske stabilitet i landet vil stige voldsomt, hvis Donald Trump ikke moderer sit udspil, vurderer Per Juul.
Trumps handelspolitik vil også have andre konsekvenser. Eksempelvis kan det få betydning for, hvor attraktiv USA er for udenlandske ledere og topforskere.
»USA har haft stor glæde af,at få dygtige folk ind udefra, og det vil vende. Også på universiteterne,« siger Per Juul og henviser til, at store selskaber som Alphabet, Microsoft og Nvidia alle har topchefer, der ikke er født i USA.
Selvom markedsstemningen lige nu er særdeles negativ - stemningsindikatoren Fear and Greed-indekset er på 4 ud af 100 og viser ekstrem frygt - tror Per Juul, at den næste bevægelse for markedet kan være opad.
»Der kan komme en reaktion imod det her, som kan flytte noget. Lige nu indregner markedet meget skidt, og at vi er på vej mod en recession. Men der er også en sandsynlighed for, at noget andet kan ske,« siger Per Juul.
Læs også: Aktieekspert om velkendt krisestrategi: Det går galt én ud af 10 gange
Han påpeger eksempelvis, at nogle af de store amerikanske virksomheder kan begynde at tale Trump imod.
Der kan også opstå tvivl om lovgrundlaget for de nye toldsatser, som Trump har indført per dekret. Et land med høj vækst og en næsten historisk lav arbejdsløshed er nemlig ikke i en økonomisk nødsituation, og det kan skabe tvivl om, hvorvidt Trump må indføre de toldsatserne per dekret.
Donald Trump kan dog også selv komme med tiltag, der beroliger investorerne - også selvom han næppe kommer til at trække toldsatserne i land, vurderer Per Juul:
»Amerikanerne nok vil prøve at forhandle sig til aftaler med de enkelte lande, så de kan nedsætte eller fjerne toldsatserne med henvisning til, at landene har bøjet sig.«
Der er på nuværende tidspunkt absolut ikke noget, der tyder på, at Donald Trump har tænkt sig at trække sine toldsatser tilbage på trods af markedets negative reaktion.
Søndag sagde han ifølge Bloomberg, at et handelsunderskud for ham var lig med et nederlag.
»Vi kommer til at have et handelsoverskud, eller i værste fald går vi i nul,« lød det ifølge Bloomberg fra Trump.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner