Der bliver sendt to forskellige pengegaver afsted til aktionærerne i D/S Norden.

Først og fremmest vil rederiet nemlig udbetale et udbytte til sine aktionærer på 10 kr. pr. aktie.

Men forkælelsen stopper ikke dér, Norden vil også købe aktier tilbage for 30 mio. dollar frem mod februar 2024.

Udbyttet bliver udbetalt 7. november, og dermed har Norden udbetalt udbytte til sine aktionærer ved alle kvartalsregnskaber i år. Aktionærerne blev nemlig forgyldt med 15 kr. per aktie efter kvartalsregnskabet i maj måned og med 10 kr. efter regnskabet i august.

Det danske rederi, som holder til i Hellerup, har løbende købt egne aktier tilbage i år, men det booster de med yderligere 30 mio. dollar.

Når et selskab køber egne aktier tilbage, så er det godt for de eksisterende aktionærer. Det skyldes, at selskabets værdi spredes ud på færre aktier, og dermed bliver de tilbageværende aktier mere værdifulde.

D/S Norden har en politik om at udbetale 50 pct. af sit overskud til aktionærerne. Selskabet har i årets første tre kvartaler tjent 357 mio. dollar efter skat. Det svarer til over 2,5 mia. kr.

Læs også: Dansk rederi smadrer forventning og tjener 700 mio. kr. på tre måneder

Læs også: Novos storsællert buldrer frem - rammer salg på knap 24 mia. kr.