Henter kommentarer

Sådan reagerer danske boligrenter på krigen

Dragør fra luften huse i Dragør set fra luften
Dragør fra luften huse i Dragør set fra luften Foto: Lars Laursen LARS LAURSEN
Vis mere

 

Alle dele af de finansielle markeder reagerer på nyheden om den russiske invasion af Ukraine. Det gælder naturligvis også de børsnoterede danske realkreditobligationer.

Men modsat aktier og råvarer er der ikke voldsomme udsving at spore på rentemarkedet.

»Realkreditrenterne har ikke rykket sig det helt store i dag. Det skyldes for det første, at mange investorer allerede havde kalkuleret med, at konflikten mellem Ukraine og Rusland kunne eskalere yderligere, hvorfor markedet allerede havde taget forskud på den situation, vi står i i dag.«

Det skriver chefanalytiker og boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra storbanken Nordea i en kommentar til Euroinvestor.

»Dertil kommer, at der er faktorer, der trækker rentemarkedet i hver sin retning.  For det første frygter investorerne, at konflikten vil føre til højere gas- og energipriser og dermed højere inflation, hvilket kan presse centralbankerne til at skue yderligere op for tempoet i de pengepolitiske stramninger. Det presser renterne op,« lyder budskabet fra Nordea.

»I modsat retning trækker dog en vis bekymring for at det europæiske opsving risikerer at køre i grøften, da stigende energipriser, stigende renter og større usikkerhed betyder højere leveomkostninger og derigennem et lavere forbrug i husholdningerne. Det svækker vækstudsigterne for den globale økonomi, hvilket alt andet lige presser renten ned.«

Der er altså tale om to modsatrettede faktorer, der trækker i hver sin ende af realkreditmarkedet.

»Det er en ekstremt usikker tid, vi går igennem, og investorerne har svært ved at finde ud af, hvordan de skal reagere, og hvad de skal forvente af fremtiden. Markederne er urolige, og der skal ikke ret mange dårlige nyheder til, før vi mærker det på rentemarkederne,« udtaler Lise Nytoft Bergmann til Euroinvestor.

Læs også: Chefanalytiker: Risiko for stort renteløft er mindsket med russisk angreb

Læs også: Kommentar fra investeringsdirektør: Otte observationer i forlængelse af situationen i Ukraine