Når der langes investeringsprodukter over disken til danske opsparere, følger et tommetykt prospekt med detaljerede juridiske og finansielle oplysninger med. Ingen læser dem. Til gengæld er det farverige salgsmateriale i tekst, lyd og video så overbevisende, at man nærmest føler sig halvdum, hvis man ikke er med på vognen.

Som moderne forbrugere er vi så trænede til at afkode reklamebudskaber, at marketingfolk tyr til de inderste afkroge af vores sind ved hjælp af »nudging« og neuromarketing for at få os til at fylde indkøbsvognen. Men er vi lige så skarpe til at afkode, når banken vil sælge os det seneste nye fra Wall Street?

Den finansielle sektor er eminent til at pakke komplicerede sammenhænge ind i glittet papir og lovord. Ofte pakkes produkter ind i en fortælling om for eksempel globale megatrends som den aldrende befolkning. En nærmest sikker demografisk kendsgerning, der betyder et længere liv på pension og flere år til at pådrage sig livsstilssygdomme.

Konklusionen kunne her være, at medicinalsektoren står foran årevis med høje vækstrater i indtjeningen. Det kan sådan set være rigtigt nok, men din nabo har læst den samme nyhed – hele verden er klar over tingenes tilstand, og fremtidsudsigterne er for længst indregnet i kurserne. Prissætningen på Novo Nordisk er af samme årsag altid markant højere end på Carlsberg. Når Novo kvartal efter kvartal leverer stigende overskud, så betaler investorer (med glæde) så meget desto mere for at få en andel af virksomheden.

Det rene blålys

Men historien rummer også en finansiel opfindsomhed, som eftertiden har vist at være det rene blålys. Wall Street kan noget med bogstavkombinationer – her er et par nedslag:

BRIK: Brasilien, Rusland, Indien og Kina stod på nippet til at overtage verdensøkonomien i begyndelsen af 00erne. Omtrent sådan lød budskabet fra topchefen for investeringsbanken Goldman Sachs i 2001. Brasilien leverede råvarerne, Rusland energien, Indien var support-funktion for den nye globale arbejdsdeling, hvor Kina som rosinen i pølseenden var hele verdens fremstilingshal. Begrebet BRIK gik sin sejrsgang over hele verden.

Da dotcom-boblen bristede, hungrede kapitalforvalterne efter en ny indtjeningsmaskine, og danske investeringsforeninger havde kronede dage med at sælge fonde med fokus på de nye vækstmarkeder. Læg mærke til den lille spidsfindighed, at BRIK bliver til BRIC på engelsk og udtales på samme måde som en mursten. Det er solidt det her, venner, var det underliggende budskab.

I dag står det klart, at BRIK ikke findes i virkeligheden. Samhandlen mellem de fire lande er forsvindende lille i forhold til handelsruten mellem Nordamerika og Europa. Brasilien har misrygtet en kortvarig optur i råvarepriser og fik aldrig gang i reformerne. Rusland leverer rigtigt nok energi – men mest til Vesteuropa. Indien og Kina har fortsat høje vækstrater, men det har intet med Rusland og Brasilien at gøre.

FAANG: Facebook, Amazon, Apple, Netflix og Google (retteligt er Google dog ejet af Alphabet). De store amerikanske teknologigiganter har de seneste år taget investormiljøet med storm. Prissætningen til resten af markedet er udvidet markant også i 2020, hvor teknologi outperformer alt og alle. Begrebet blev første gang anvendt af den excentriske TV-vært og kommentator Jim Cramer fra finanskanalen CNBC. Wall Street eksker det. I konteksten »fang it« er fang slang for noget, der har bevæget sig hurtigere end noget andet. Nogensinde.

Men hvad har FAANG-selskaberne egentlig med hinanden at gøre? Jo, de er gode til at anvende teknologiske løsninger, der understøtter forretningsmodellen. Men Facebook er et socialt medie, hvor brugerne er produktet og annoncørerne kunder. Amazon er digital købmand. Apple sælger forbrugerelektronik. Netflix er en streamingtjeneste, og Google er en søgemaskine.

Selv om de har flere underliggende forretningsben, hvor de er i direkte konkurrence, er det måske ligefrem én af årsagerne til deres succes, at de netop ikke konkurrerer direkte med deres grundlæggende forretningsmodeller. I tilllæg findes nu også FANG+, der medtager disruptionsselskaber som for eksempel Tesla – en bilproducent. FAANG er mest af alt en fantastisk fortælling og ikke så meget andet.

I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien for FAANG-selskaberne. Videoen er lavet via Flourish Studios.

ATM: Alibaba, Tencent og Meituan – kinesernes modstykke til FAANG med den lille hage, at de store kinesiske teknologiselskaber efterhånden ligner konglomerater, der rent faktisk konkurrerer indædt mod hinanden på flere plan. ATM-aktierne er også steget markant og udgør omkring 38 procent af værdien i MSCI China-indekset.

PIGS: Portugal, Italien, Grækenland og Spanien. Investeringsverdenen kan også havne i det sarkastiske hjørne med denne klassiske forkortelse, der var på alles læber under gældskrisen i Europa i 2012. Budskabet var klart: PIGS-landes forhold til de offentlige finanser var noget svineri.

Et studie fra London School of Economics har efterfølgende påvist, at de finansielle markeder forstærkede opfattelsen af PIGS-landene som en samlet enhed. Godt hjulpet af medier påvirkede begrebet PIGS markedsdeltagernes investeringsbeslutninger, der forholdt sig mere til de fire lande som en samlet blok snarere end fire forskellige økonomier med hver deres udfordringer.

Læs også: Jens Nærvig Pedersen: Ny målsætning vil svække dollaren yderligere

Læs også: Ugens aktie: Selskabet hører trods sin størrelse til blandt de førende