Siden nytår har Millionærklubbes Junior Board, der består af 17 unge mennesker fra hele landet, haft deres egen portefølje i Millionærklubben.

Her kæmper de mod de erfarne investorer Lars Persson, Lau Svenssen, Michael Friis-Jørgensen og Mads Christiansen om at få 250.000 kr. til at vokse mest på 12 måneder.

Indtil videre klarer Junior Boardets portefølje sig bedst med et fald på 3 pct. Med til historien hører dog, at depotet først var klar efter de første ugers store nedtur i januar.

Se Junior Boardets portefølje her

Men hvordan bliver en gruppe forskellige unge mennesker enige om, hvordan 250.000 kr. skal placeres?

De 17 porteføljeforvaltere må helt selv bestemme, hvordan pengene skal investeres - med undtagelse af et par formelle regler fra Euroinvestors side. Der må ikke handles aktier i selskaber med en markedsværdi på mindre end 500 mio. kr., investeringerne må ikke geares, og investeringerne skal udelukkende være børsnoterede. Det betyder altså, at der ikke må investeres i eksempelvis NFT'er og guldbarrer.

Junior Boardet har blandt andet kastet 13.000 kr. efter svenske Oatly, der producerer havremælk og andre alternative mejeriprodukter, og 10.000 i kr. norske Zaptec, der udvikler ladestandere til elbiler.

»Det er klart, at man investerer på en anden måde, end hvis vi alle sammen sad alene med pengene. Jeg går stadig til opgaven med respekt og med samme fokus, som hvis det var mine egne penge,« siger Christopher Glaf Stenhammer, der udover at være en del af Junior Boardet læser forsikringsmatematik på Københavns Universitet og arbejder som studentermedhjælper i Ørsted.

Til at starte med mødtes Junior Boardet i starten af januar, hvor de lagde ud med at danne ti fokusgrupper med forskellige sektorer, der senere hen blev kogt ned til seks. Bagefter kunne hvert medlem melde sig på ind i en eller flere af de seks grupper. Man kan senere også melde sig til eller fra på andre grupper.

»Ideen med at opdele os i mindre grupper er at højne engagementet, så man primært står for at udvælge og pitche aktier, som man er interesseret i, eller hvor man søger at få større indsigt gennem de andre,« siger Christopher Glaf Stenhammer, der selv er med i tre grupper - industri-, råvarer- og energi-gruppen, blockchain- og krypto-gruppen samt greentech-gruppen.

Hver fokusgruppe står for at fastsætte arbejdsgange og mødetider, ligesom det er op til grupperne selv at vurdere de aktier, de udvælger, og sidenhen forberede et pitch til resten af Junior Boardets medlemmer.

Når alle Junior Board-medlemmer mødes, efter planen én gang om måneden, fortælles der om investeringerne, som de enkelte grupper har foretaget. Her har de andre mulighed for at spørge ind til de forskellige aktier.

»Det er vigtigt, at alle i boardet føler sig repræsenteret og hørt, samtidigt med at vi skal forsøge at vinde konkurrencen og få tilført yngre investorers perspektiver til debatten i Millionærklubben,« siger Christopher Glaf Stenhammer.

»Der har ikke rigtig været voldsom uenighed. I stedet er folk gode til at lytte til hinanden og komme med konstruktiv kritik.«

Indtil videre er det ikke alle fokusgrupper, der er nået i mål med at få købt aktier. Derfor er det også kun halvdelen af de 250.000 kr., der lige nu er investeret.

»Derudover er det vigtigste for mig at være eksponeret over for renters rente-effekten samtidig med at investeringerne rykker samfundet i en grønnere retning,« siger han.

Mandag den 31. januar besøgte Christopher Glaf Stenhammer Millionærklubben. Lyt til udsendelsen her.

Læs også: Se listen: Sådan har de danske aktier klaret sig i januar

Læs også: Milliardforvalter: Dette er den billigste C25-aktie