Henter kommentarer

Salget er kollapset totalt, og eksperter kommer med klar opfordring: 'Sælg den hurtigst muligt'


 

Hvis du er ejer af en dieselbil, som måske har flere år på bagen, så bør du kraftigt overveje at skille dig af med den snarest muligt.

Markedet for dieselbiler er nemlig midt i et decideret kollaps, lyder meldingen fra to danske eksperter.

»Det er begyndelsen på enden for dieselbilerne. Det er et vink med et vognstang om, hvor udviklingen går hen,« siger Jan Lang, som er head of market insight hos Schibsted, som står bag Bilbasen.

Læs også: Forsikringsselskab: Pas på, hvis du selv sætter vinterdæk på bilen

»Hvis du har en brugt dieselbil, så bør du nok komme af med den, hvis du kan finde et reelt alternativ,« tilføjer han.

»Vi kan se helt gennemgående, at efterspørgslen er vigende, og de danskere, som ejer en dieselbil – også en relativt ny en – vil kunne forvente et større værditab end på andre biltyper. Det vil jeg sige, helt bestemt,« konstaterer Jan Lang.

Han suppleres af Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM:

»Der er mange ting, der gør, at forbrugerne i stigende grad ser på andre alternativer end dieselbiler – både brugte og nye.«

»Der er kommet et forbud mod at køre de ældre dieselbiler i de større byer, og samtidig blev der i en politisk aftale fra 2020 lavet om, så en fradragsfordel for dieselbiler forsvandt,« forklarer Ilyas Dogru desuden.

Dertil kommer, at dieselbiler er blevet dyrere at producere, hvorfor den værdibaserede afgift er blevet forholdsvis højere.

Læs også: Så nemt kan du spare 40-70.000 kroner på elbil

»Og så skal man også huske på, at udligningsafgiften for dieselbiler steg markant, og afgiften på diesel altså stiger til nytår,« påpeger Ilyas Dogru.

Noget tyder på, at mange danskere har set skriften på væggen allerede.

Salget af dieselbiler til private er nemlig kollapset fuldstændigt.

Til og med 13. november er der i 2023 blevet indregistreret blot 1.858 nye dieselbiler, og det tal indeholder både salg til private samt privatleasing.

Læs også: Store prisfald: Særligt en slags bil får sænket prisen lige nu

I hvert fald viser tal samlet af FDM, at antallet af dieselbiler på de danske veje er faldet voldsomt i de senere år, mens andre typer er vækstet.

Dieselbilbestanden var på dette tidspunkt af 2019 på 817.920, og den toppede et år senere på 822.580.

Men her midt i november 2023 er det aktuelle tal nede på 706.791, altså et fald på cirka 111.000, hvilket svarer til 14 procent. Det vil sige, at omkring hver syvende dieselbil er blevet udskiftet.

Læs også: Dansk medicinalselskab overrasker positivt

Ilyas Dogru, forbrugerøkonom, FDM Vis mere

I den samme periode er den samlede bestand af biler på de danske veje ellers steget med 164.000 biler til i alt godt 2,8 millioner.

»Mange af dem, der har udskiftet dieselbilen, har købt sig en elbil eller en plugin-hybrid. Vi har netop krydset 180.000 elbiler på de danske veje, og hvis tempoet fortsætter som nu, vil vi inden for få måneder være over 200.000,« siger Ilyas Dogru.

På fem år har Danmark set en vækst på 1159 procent i antallet af elbiler, så vi nu er oppe på, at godt seks procent af bilerne på de danske veje i dag er rene elbiler.

Læs også: Saxo Bank advarer Novo Nordisk-investorer

Læs også: 100.000 flere end sidste år har tjekket forskudsopgørelsen