Henter kommentarer

SAS-analytiker: 'Det er et skub mod afgrunden'


Et hav af SAS-fly kommer til at stå tomme på landjorden den kommende tid, for den varslede storstrejke bliver en realitet.

Storstrejken er »et skub mod afgrunden«, og kommer til at koste SAS i omegnen af 70 mio. kr. dagligt, vurderer aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen:

»Det kan ikke blive mere alvorligt, end det her er,« siger han i et interview på TV2 News.

Ovenpå en dyster coronakrise har SAS fået dybe ridser i lakken, men selskabet fremlagde i februar en storstilet redningsplan, SAS Forward, der skulle få flyene tilbage i topform. Planen inkluderer, at 14 mia. kr. gæld skal omdannes til aktier, og at investorer skal skyde syv milliarder kroner ind i selskabet.

Med strejken er »hele planen sat på spil«, fremhæver Jacob Pedersen.

»Potentielle investorer løber skrigende væk, når de ser det her. Det er et kæmpe problem for SAS. Danske politikere har givet tilsagn om, at de vil skyde penge i SAS, men der er en grænse for, hvor meget de må med konkurrenceretlige regler, så man er nødt til at tiltrække investorer udefra,« lyder det fra aktieanalysechefen til TV2.

1.000 piloter fra SAS' hovedselskab strejker, efter forhandlinger om en ny overenskomst mandag middag er brudt sammen. På den ene side vil piloterne have, at selskabet stopper med at ansætte nye piloter under datterselskaber med andre overenskomster, og på den anden side ønsker SAS at spare 800 mio. svenske kr. på piloterne.

Truslen om en strejke har allerede kostet SAS op mod en milliard kroner, fordi rejselystne skandinavere ikke har turdet booke billetter ved selskabet de seneste to uger, mener Jacob Pedersen.

Det er, ifølge aktieanalysechefen, ren utopi at tro, at der kommer en investor forbi og vil skyde penge i selskabet. Derfor ser han to videre muligheder for SAS nu:

»Enten må de tilbage til forhandlingsbordet og få spareplanen til at spille igen – ellers er de tvunget i retligt opgør,« siger han til TV2.

Strejken vil berøre cirka 50 pct. af alle SAS' afgange.

Læs også: SAS ramt af flykaos

Læs også: SAS-piloterne strejker – sådan reagerer aktien