Det skandinaviske luftfartsselskab, SAS, søger om konkursbeskyttelse i USA.

Det oplyser SAS i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

Konkret har selskabet søgt en domstol i det sydlige New York om en »chapter 11«, som er en beskyttelse, virksomheder kan søge i forbindelse med omstrukturering og reorganisering.

»Det er et meget betydeligt signal til alle stake holders om at situationen er meget alvorlig. Det er også et bevis på, at ledelsen frygter, strejken kan trække ud,« konstaterer Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

Lidt forenklet medfører konkursbeskyttelsen, at det amerikanske retssystem vil sidde med om bordet, når SAS forhandler med kreditorer i selskabet. Dermed kan SAS fortsætte sin drift og fortsat sende fly i luften.

SAS søger om konkursbeskyttelsen blot dagen efter, at 1.000 piloter strejker i det allerede kriseramte flyselskab. Piloternes overenskomst udløb 1. april, og til trods for langtrukne forhandlinger er piloterne og SAS fortsat uenige om en ny aftale.

»Den igangværende strejke udgør en væsentlig udfordring i forhold til at lykkes med vores transformation. I den forbindelse har bestyrelsen konkluderet, at juridiske redskaber er nødvendige for at gøre fremskridt i vores igangværende forhandlinger med vigtige interessenter, og i sidste ende at lykkes med at gøre SAS til en konkurrencedygtig og finansielt stærk virksomhed,« udtaler Carsten Dilling, bestyrelsesformand i SAS.

SAS' vej ud af krisen er den stor stilede redningsplan »SAS Forward«, som har tre trin: Besparelser for 7,5 mia. svenske kroner årligt, samt 9,5 mia. svenske kroner i kapitalindsprøjtning – og omdannelse af 20 mia. svenske kroner fra gæld til aktier.

Ifølge SAS er besparelserne i høj grad fundet, og selskabet »har også mødtes med potentielle investorer og engageret sig aktivt med flere interessenter for at forbedre sin overordnede finansielle position.«

Chapter 11-processen har til formål at fremskynde transformationsprocessen, betoner SAS, som desuden forventer, at de er ude af konkursbeskyttelsen om 9-12 måneder.

Andre amerikanske flyselskaber har tidligere brugt konkursbeskyttelsen under en omstrukturering.

Læs også: Tysk gigant styrtdykker efter russisk træk

Læs også: Aktiechef: Denne sektor er god i en nedtur