Henter kommentarer

Saxo Bank: Derfor bliver denne uge spændende


Lurer der en skuffelse, når de helt store tech-selskaber kommer med friske regnskabstal i denne uge?

Der er skyhøje forventninger til tech-sekskaberne, som er fløjet til vejrs under coronakrisen. Derfor bliver denne uge ekstra interessant for udviklingen på aktiemarkedet. Det påpeger Saxo Banks aktiestrateg Peter Garnry i tirsdagens udgave af aktiepodcasten Millionærklubben. Det er ikke mindst i lyset af, at chipgiganten Intel skuffede på indtjeningen i den forgangne uge, og det tyske softwareselskab SAP faldt kraftig mandag efter en nedjustering på grund af udfordringer inden for cloud-forretningen.

Cloud - det som også kaldes for 'skyen' på dansk - henviser til ’cloud computing’, dvs. software, og forskellige former for computerydelser, som virksomheder kan købe eller abonnere på via internettet. Det har en række toneangivende selskaber som Amazon specialiseret sig i, og derfor nyder de stor bevågenhed. Du kan se en række af de toneangivende selskaber, der kommer med regnskabstal, her.

I videoen ses udviklingen i markedsværdien pro anno hos FAANG-selskaberne. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

»Hvis de store cloud-selskaber ikke indfrier forventningerne, er der en risiko for, at overskriften for denne uge vil blive 'Er cloud-selskaberne ved at løbe tør for vækst og den motor, som har drevet de store teknologivirksomheder,« forklarer han i aktiepodcasten.

Han påpeger, at værdiansættelsen er meget høj i teknologisektoren, og at vi har været vant til, at de store teknologiselskaber i USA har trukket læsset, og at skuffende regnskabstal derfor vil kunne ses i markedet.

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

»Der kunne ligge en lille skuffelse og lurer rundt om hjørnet, for der er nok mange virksomheder, der er begyndt at kigge på omkostningerne og holde lidt igen, da cloud kan blive ret dyrt for en virksomhed, hvis man ikke tænker sig om,« påpeger Peter Garnry.

 

I en analyse fremhæver han, at adskillige selskaber i USA og Europa har slået forvetningerne til indtjeningerne, men at aktierne generelt ikke er blevet belønnet for det. Det indikerer, at markedet forventede, at selskaberne ville slå konsensus-forventningerne. Selskaberne, der ramte ved siden af, er på den anden side blevet straffet hårdt af markedet, påpeger han.

»Hvis du skuffer, får du en på kassen, og det er det, som vi har set, der måske kan ske hos de store tech-virksomheder,« uddyber han i aktiepodcasten

Læs også: Peger på overset kvalitetsaktie: Her har de gjort det 'virkelig, virkelig godt'

Læs også: Valueinvestor om dansk aktie: 'Jeg mener, at den er meget mere værd'