Henter kommentarer

Saxo Bank forudser Novo-kursfald


Novo Nordisk-aktien falder, når investorer får mulighed for at handle aktien i den danske medicinalmastodont. 

Det er forudsigelsen fra Saxo Banks investeringsstrateg, Oskar Barner Bernhardtsen, efter Novo Nordisk er kommet med friske regnskabstal.

»Vores forventning er, at aktien skal ned 3-5 pct. i dag. Regnskaber er som altid flot, men dagens udmelding er en skuffelse i forhold til de store forventninger der var i markedet,« skriver investeringsstrategen i en kommentar.

Fra ham lyder det videre, at den danske medicinalgigant har landet et regnskab, der er en smule skuffende selvom selskabet kunne melde om en opjustering.

»Ja, salgsforventningerne for 2024 opjusteres til en vækst på 22-28 pct., men markedet ligger med en forventet vækst på cirka 25,5 pct. Med andre ord var en opjustering i dette leje allerede ventet,« skriver han.

Medicinalkæmpen venter nu en vækst i salget på mellem 22 pct. og 28 pct. mod tidligere mellem 19 pct. og 27 pct., mens driftsresultatet ventes at lande på mellem 20 pct. og 28 pct. mod før udmeldte mellem 16 pct. og 24 pct.

Oskar Barner Bernhardtsen mener, at det vigtigste i regnskabet er, salgsudviklingen for supersællerterne Wegovy og Ozempic. 

»Her skuffer resultatet ligeledes,« konstaterer han.

»Wegovy omsætningen vokser til 11,6 mia. kr. for kvartaler, men overordnet set, har væksten i Wegovy salget været stagnerende de sidste 4 kvartaler, og det virker som om, at investorerne nu er ved at blive en smule utålmodige, når det kommer til at få sat ordentligt gang i Wegovy-væksten og porduktionen,« skriver han videre.

Læs mere om Novo Nordisk-regnskabet her.