Det vælter frem med nyheder om voldsomme kursstigninger i alverdens kryptovaluta, men selskaberne der faciliterer udviklingen inden for digitale mønter og blockchain-teknologi, hører man ikke nok om.

Sådan lyder det fra Saxo Banks aktiestrateg Peter Garnry, der har samlet en inspirationsliste over 26 selskaber i et nyt analysenotat. Alle selskaberne ventes at lukrere på væksten inden for krypto- og blockchain-teknologi.

»Virksomhederne på vores inspirationsliste giver direkte eksponering mod den tiltagende interesse i blockchain og kryptovalutaer, og selskaberne er specialiseret i forskellige dele af industrien såsom børsservices, formueforvaltning, mining (udvinding af kryptovalutaer, red.) og udvikling af blockchain software,« siger aktiestrategen i en forberedt kommentar.

Aktierne på Saxo Banks inspirationsliste er samlet steget 117 pct. i løbet af det seneste år. Man finder blandt andet platformen Bakkt, kryptominer-selskabet Stronghold Digital Mining og finansselskabet Coinshares International.

Førstnævnte har for nylig indgået partnerskabet med betalingsgiganten Mastercard og Fiserv, der leverer finansielle tjenester.

»Bakkt er en digital platform, der tilbyder finansielle løsninger til for eksempel køb af og betaling med kryptovalutaer, og virksomheden har netop indgået et partnerskab med Mastercard og Fiserv, hvilket fik aktiekursen til at stige med 280 pct. Stronghold Digital Mining arbejder med såkaldt ’mining’ af kryptovalutaer og i modsætningen til mange af markedets øvrige konkurrenter, slår de sig op på at være en bæredygtig udbyder. Coinshares International er en formueforvalter, der investerer i kryptovalutaer, og i 2014 blev virksomheden verdens første investeringsfond i bitcoin,« lyder det fra Peter Garnry.

Saxo Banks 26 aktier, der er eksponeret mod krypto- og blockchain-teknologien.

Læs også: Medie: Fup-kryptovaluta har kostet privat investor hele formuen

Læs også: Nordnet: Novo Nordisk ser ud til at være 'ægte tilbage'