Når Google i næste uge lancerer sine nyeste mobiltelefoner i Pixel-serien, kan man også få fingrene i dem i danske butikker.

Det fortæller selskabet i forbindelse med præsentationen af de nye modeller torsdag.

Hidtil har de danske forretninger parallelimporteret Pixel-telefonerne fra andre lande, men seks år efter introduktionen af den første Pixel-model, er Danmark også kommet på Googles mobil-landkort.

Læs også: Jeppe Christiansen: Jeg tror, vi er tæt på bunden nu for aktierne

»Vi har tydeligt kunnet mærke appetitten blandt danske brugere for at få adgang til Googles telefoner i Danmark, og derfor har vi også glædet os helt vildt til at få dem på hylderne.«

»Særligt fordi det sker med nogle telefoner, som gør hverdagen nemmere, sikrere - og sjovere,« siger Bianca Bruhn, der er landechef for Google i Danmark.

Det er en interessant telefon, fordi Google har udviklet både styresystemet og selve telefonen. Det mener chefredaktør på techmediet Input, Torben Vognsen.

»Det er en Android-telefon, som er ren Android, og hvor Google har haft mulighed for at lave en telefon, som de synes, at den skal se ud,« siger han.

Læs også: Se listen: 10 populære aktier blandt danske investorer

Ifølge Torben Vognsen er Danmark et interessant marked for Google, fordi danskerne gerne vil bruge penge på mobiltelefoner og også gør det.

De nye telefoner går under navnet Pixel 7 og Pixel 7 Pro, hvoraf den sidste er topmodellen.

Den har foruden en 6,7 tommer højopløselig skærm og 12 gigabyte hukommelse også et kamera med 10 x optisk zoom.

Telefonerne benytter ikke overraskende styresystemet Android, som er udviklet af netop Google.

Læs også: 3 advarselstegn, du skal holde øje med hos topchefen

Torben Vognsen fremhæver kameraet i de nye telefoner, men også at prisen på topmodellen fra Google er lavere end konkurrenterne hos Apple og Samsung

Google vil fra og med næste uge også tilbyde forårsmodellen Pixel 6a til danskerne, ligesom man sender høretelefon-serien ved navn Pixel Buds ud på det danske marked.

Telia og Elgiganten har indgået aftale med Google om at forhandle de nye produkter, der officielt kommer i handlen 13. oktober.

Læs også: Fortryder at han ikke solgte: 'Aktien er virkelig blevet mishandlet'

Læs også: Nordea om C25-aktie: Kursmålet bankes ned med 37,5 pct.

/ritzau/