Henter kommentarer

Ser stort potentiale i Bavarian-aktien: Kursfaldene er for kraftige


Bavarian-aktiens voldsomme kursfald er overgjort, lyder det.

Det vurderer Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen, der har fulgt, hvordan C25-aktien fredag og mandag er blevet kastet ud i giftige fald. Aktien i det danske vaccineselskab faldt ca. 12 pct. fredag og er i skrivende stund faldet 10 pct. mandag.

»Vi anser de seneste dages kursfald i Bavarian-aktien som overgjorte,« lyder det fra Søren Løntoft Hansen i et analysenotat mandag.

Læs også: Direktør til danskerne: Tænk dig om, inden du gør det her derhjemme

Nedturen kan ifølge ham forklares med to begivenheder:

For det første er væksten i antallet af smittede med abekopper aftagende i dele af Europa og USA i forhold til tidligere i august. Men det bør ikke betyde det store, lyder det.

»Inden for abekopper ser vi et fortsat uændret stort potentiale for opbygningen af et fremtidigt beredskab af vacciner som driver for nye ordrer,« forklarer Søren Løntoft Hansen, der uddyber:

»Selv om smittetallene er faldende i dele af verden, ser vi fortsat behov for vacciner til at adresse det nuværende udbrud af abekopper. Desuden er det vores fortsatte vurdering, at det klart største potentiale for Bavarian ligger i mulighed for ordrer i forbindelse med etableringen af lagre til et fremtidigt beredskab - det ændrer de faldende smittetal i dele af verden ikke meget på. Vi forventer derfor at se flere ordrer på Bavarians koppe- og abekoppevaccine de kommende år som bidragsyder til et solidt, finansielt fundament.«

Den anden grund til kursfald kan forklares med, at medicinalmastodonten Pfizer er kommet med positive fase 3-data for selskabets RSV-vaccine. Det øger alt andet lige antallet af konkurrenter på RSV-markedet.

Læs også: Rentechok rammer nu disse boligejere

RSV er en almindeligt forekommende virus, som typisk medfører milde, forkølelseslignende symptomer. I alvorlige tilfælde giver virusset imidlertid alvorlige lungeinfektioner, heriblandt bronkitis og lungebetændelse. Det kan i sidste ende føre til dødsfald, oplyser biotekselskabet. Det er især børn og ældre samt personer med svækket immunforsvar, der er i risikogruppen.

»Det ligner efter vores vurdering, at Pfizer bliver en potentiel konkurrent på det fremtidige RSV-vaccine-marked - et marked, hvor der for nuværende ikke er godkendte vacciner mod RSV,« forklarer Søren Løntoft Hansen.

Bavarian-investorer bør dog huske på, at RSV er lige så udbredt som influenza, og at influenzamarkedet i øjeblikket tæller syv-otte aktører. Influenzamarkedet var inden coronakrisen verdens største vaccinemarked, påpeger analytikeren.

Læs også: En af Danmarks største banker: Vi er nervøse

Hvert år medfører infektioner forårsaget af RSV op mod 177.525 indlæggelser, mens det medfører omkring 14.000 dødsfald årligt i aldersgruppen 65 år og ældre i USA, har Bavarian Nordic tidligere oplyst. Det er samme omfang som for influenza.

»Det fremtidige marked for RSV-vacciner har derfor i vores optik mangedobbelt blockbuster-potentiale og plads til flere aktører - herunder Bavarian,« lyder det fra Søren Løntoft Hansen.

Hos Sydbank holder man derfor fast i sin køb-anbefaling af Bavarian Nordic-aktien. Det fremgår også af bankens hjemmeside, at banken har en køb-anbefaling på Bavarian-aktien.