Henter kommentarer

Simon Richard Nielsen: Regeringen slår til igen – aktiekulturen SKAL ned med nakken


 

For godt et års tid siden kunne vi her på Euroinvestor fortælle om nye beregninger fra regeringens embedsmandsapparat. Nærmere bestemt var det økonomerne i Skatteministeriet, der havde set nærmere på, hvad en sænkelse af aktieskatten ville have af konsekvenser.

Tallene var chokerende.

Stik mod al intuition viste regeringens egne tal, at den mest effektive måde at øge udbuddet af arbejdskraft var via en sænkelse af aktieskatten. End ikke lavere skat på lønindkomst – hverken i toppen eller i bunden – eller en sænkelse af registreringsafgiften kunne måle sig med en lavere aktieskat.

En sænkelse af aktie- og kapitalindkomst til 25 pct. ville sende 6700 danskere ud på arbejdsmarkedet, mens statskassen ville gå glip af sølle 900 millioner kr. En dråbe i havet ud af det omkring 1000 milliarder kroner store offentlige budget.

Det er ikke første gang, at regeringen bringer aktieskatten i spil. Også i forhandlingerne om finansieringen af Arne-pension forsøgte regeringen stædigt at hæve skatten. Uanset, hvad tallene så end fortalte. Strategien om at pumpe investorerne for flere kroner i et land med verdens højeste aktieskat burde dele titel med Jim Careys gennembrudsfilm: Dum og Dummere.

En hurtig politisk analyse er muligvis, at regeringens vælgerbase ikke er synderligt interesserede i aktiemarkedet og investering. Jeg håber og tror, at regeringen gør regning uden vært. Danskerne er stormet ud på aktiemarkedet i et hidtil uset omfang i de senere år. Om det er nok til, at Folketingets øvrige partier vil kæmpe for de hundredtusinder af nye aktionærer er endnu uvist og vil vise sig i de kommende forhandlinger.

Læs også: ​Kendt tech-investor om Tesla-aktien: Forudsiger stigning på knap 310 pct.

Læs også: Regeringen slår fast: Vi vil hæve aktieskatten