Henter kommentarer

Chok-tal: Lavere aktieskat kan forgylde Danmark


Lavere skat på aktier og andre investeringer er den suverænt bedste metode til at gøre Danmark rigere.

Det viser beregninger som Skatteministeriet og dermed regeringen selv har offentliggjort netop som Christiansborg skal forhandle om tidligere tilbagetrækning for nedslidte, hvor regeringen ellers lægger op til hæve aktieskatten.

Beregningerne vender også op og ned på alt, hvad vi hidtil har vist om, hvilken skattelettelse, der vil give mest velstand for pengene. Det er en game changer, mener cheføkonom Mads Lundby Hansen fra tænketanken CEPOS.

»Det giver helt nye redskaber til at øge arbejdsudbuddet og velstanden. Skatteministeriet har ikke tidligere offentliggjort beregninger, som viser disse store dynamiske effekter af lavere aktie- og renteskat,« siger Mads Lundby Hansen.

Vi vil arbejde for at investere

Den økonomiske effekt af lavere kapitalindskomstskat følger som regel argumentet om, at lavere aktieskat giver øgede investeringer. Virksomheder får konkret billigere adgang til ny finansiering af maskiner og forskning og udvikling, der hæver produktiviteten i erhvervslivet og dermed velstanden for samfundet generelt. Den årsagssammenhæng holder sådan set stadig, men den effekt har Skatteministeriet ikke indregnet. Så derfor er velstandseffekten endnu større end det beregningerne umiddelbart viser.

»Den nye erkendelse ligger i, at når man gør det mere attraktivit for danskerne at investere, så vil folk ganske enkelt arbejde mere for netop at tjene flere penge som kan investeres. Man får nemlig et markant større afkast efter skat på investeringerne. Og den gevinst vil folk gerne arbejde mere for at få del i,« siger han.

Mads Lundby Hansen tager udgangspunkt i Skatteministeriets beregninger, hvor aktie- og kapitalindkomst sænkes til en flad skat på 25 pct. samtidig med, at rentefradraget sænkes til 25 pct. for alle.

»Skatteministeriets beregninger viser, at det kan gennemføres med et meget lille provenuetab på bare 900 mio. kr. til statskassen,« Mads Lundby Hansen.

Til sammenligning er det frie råderum ca. 6,5 mia. kr. frem til 2025.

»Når det ikke koster mere på de offentlige finanser at indføre en flad skat på 25 pct. på kapital, så skyldes det dels en relativ høj selvfinansieringsgrad ved lavere aktie- og renteskat. Og desuden reduceres rentefradraget fra 33 til 25 pct., hvilket giver en betydelig budgetforbedring,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.

Enorm gevinst for samfundet

Men det lille tab for statskassen blegner i forhold til de fordele hele nationen vil nyde godt af. Beskæftigelsen vil nemlig stige med 6700 personer og bruttonationalproduktet vil stige med 6,7 mia. kr. Det viser regeringens egne tal.

»Der er ingen skattetiltag, der giver mere beskæftigelse for ca. 1 mia. kr. Beskæftigelseseffekten er mere end tre gange så stor som effekten af øget topskattegrænse. Og mere end 20 gange større end effekten af beskæftigelsesfradraget,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS

»Det er særdeles svært at finde policy-forslag, der giver mere smæk for skillingen,« siger han.

»Arne-udspillet med de fem skattestigninger, herunder bankskatten, reducerer velstanden med ca. 10 mia.kr. En stor del af dette velstandstab kan kompenseres ved at gennemføre en flad skat på aktie- og renteindkomst på 25 pct. Regeringens reformkonto vedrørende arbejdsudbud står på minus 10.100 personer. En stor del heraf vil også blive kompenseret via en flad aktie- og renteskat. Beskæftigelseseffekten vil være på knap 7.000 personer.”,  siger Mads Lundby Hansen.

Læs også: Sarah Ophelia Møss: Hvor meget slagkraft har én privat investor?

Læs også: Michelle Nørgaard: Aktiemarkedet i 'limbo' - 3 interessante aktiekøb