Henter kommentarer

Situationen vækker bekymring: 'Tegn på, at nogle embedsmænd er ved at blive nervøse'

Foto: Petr David Josek
Vis mere

Embedsmændene i den amerikanske centralbank frygter at træde ved siden af i kampen mod inflationen.

Det viser referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank onsdag aften. Centralbanken har kastet sig ind i kampen for at bekæmpe de massive prisstigninger, men Fed-embedsmændene er bange at hæve renterne for kraftigt, skriver Marketwire.

De ser samtidig en »betydelige risiko« for, at den tårnhøje inflation kan bide sig fast, hvis de ikke hæver renten nok og offentligheden herfra begynder at stille spørgsmål ved centralbankens ageren.

Hos Nordea påpeger analytiker Philip Maldia Madsen også, at flere af Fed-medlemmerne var bange for at gå for drastisk til værks.

Han hæfter sig ved, at det også fremgik af referatet, at nogle af Fed-medlemmerne mente, at man skulle sætte farten ned på de »gigantiske« renteforhøjelser på 75 basispunkter.

Dele af referatet var for ham at se også understøttede for den positive fortælling om, at Federal Reserve ikke ville stramme pengepolitikken så kraftigt herfra.

»Referatet bekræftede dog ikke markedernes forventning om rentenedsættelser til næste år. Tværtimod understregede referatet, at flere medlemmer gerne ville løfte styringsrenten til et restriktivt niveau, og at det formentlig ville være nødvendigt at holde renten på et restriktivt niveau i en længere periode for at nedbringe inflationen. « bemærker Philip Maldia Madsen.

Han er ikke den eneste, der har bidt mærke i nervøsiteten.

»Referatet fra rentemødet i juli antyder, at Fed vil forblive på en stramningsti, men der er tegn på, at nogle embedsmænd er ved at blive lidt nervøse for, at de kan ende med at være for hårde og muligvis skal vende kursen til sidst,« vurderer James Knightley, cheføkonom i ING, i et notat ifølge Dow Jones Newswires.

Investorerne endte med at sælge mest ud af teknologiaktierne i USA onsdag. Det teknologitunge Nasdaq-indeks dykkede 1,3 procent, mens det brede S&P 500-indeks faldt 0,7 procent Dow Jones-aktieindekset faldt blot 0,5 procent

Når investorerne følger renteudviklingen så nøje, så skyldes det, at renten har en betydning for, hvordan de professionelle analytikere vurdere nutidsværdien af et selskabs fremtidige indtjening.

Jo højere rente, jo lavere bliver nutidsværdien af selskabernes fremtidige indtjening. En højere rente rammer derfor i særlig grad vækstaktierne frem for valueaktierne, fordi vækstaktierne relativt set har en større del af deres indtjening længere ude i fremtiden.