Henter kommentarer

Skjulte tab og snød kunder: Tysk mastodont skal betale milliarder


Medarbejdere i storbanken Allianz har bevidst snydt amerikanske investorer, herunder buschauffører og skolelærere, i flere år.

Det indrømmer den tyske storbank overfor amerikanske myndigheder i et forlig mandag aften, hvor storbanken samtidig går med til at betale en kæmpebøde på 5,8 mia. euro.

»Allianz Global Investors (afdelingen i storbanken, red.) indrømmede at have bedraget investorer over flere år ved at skjule tab og risiko ved en kompleks strategi, og ved at undlade at implementere vigtige risikokontroller,« siger Gary Gensler, formand for den amerikanske vagthund på finansområdet, Securities and Exchange Commission (SEC).

SEC har sat Allianz på anklagebænken, og svindelnummeret er gået ud over lærere, buschauffører og ingeniører, der kan se frem til færre penge mellem hænderne, når de går på pension.

Konkret er der tale om, at Allianz har solgt produktet »Structured Alpha« til 114 institutionelle investorer, som har købt sig ind for 11 mia. dollar.

Svindlen, mener SEC, er »orkestreret« af tre ledende porteføljeforvaltere. De har »løjet om næsten alt« og blandt andet fusket med adskillige rapporter for at holde produktets performance og sande risiko i det skjulte.

Da investeringsproduktet var nede ned 42,15 procent, lød det i en rapport til investorerne, at fonden blot var nede med 4,15 pct – således havde porteføljeforvalterne fjernet nummeret 2 og gjort mavepusteren betydeligt mildere.

Fupnummeret er som minimum foregået mellem januar 2016 og frem til marts 2020, hvor aktiemarkedets nedtur blottede sandheden og tog livet af investeringsproduktet. I den periode nåede afdelingen at tjene 550 mio. dollar i gebyrer.

Ovenpå forliget falder Allianz-aktien med 0,25 i onsdagens børsåbning. Den tyske bank Berenberg har fra morgenstunden sat en købsanbefaling på aktien.

Læs også: 3 stærke aktier til en recession: 'Det er en klokkeklar vinder'

Læs også: Dansk pensionsgigant: Danske aktier er attraktive