Henter kommentarer

Snart bliver det nemmere at rejse: Her får du mest for pengene på din sommerferie


Mange længes nok mod varmere himmelstrøg efter en sommer i 2020, der var præget af corona og rejserestriktioner, og fra den 26. juni bliver det lettere at rejse rundt i Europa.

Det oplyste Justitsministeriet i en pressemeddelelse torsdag aften.

Det nye lempede rejserestriktioner betyder, at man kan tage på ferie i hele EU uden at skulle fremvise test før hjemrejse eller at skulle i isolation, når ferien er slut.

Men hvor skal man tage hen, hvis man vil have mest for pengene?

Chefstrateg i Nykredit Markets, Klaus Dalsgaard Hansen, har kigget på, hvordan valutakurserne har bevæget sig siden sommeren 2019, for at finde de rejsemål, hvor man kan få mest valuta for så få danske kroner som muligt.

Kigger man på de lande, der er de mest populære rejsemål for danskerne, ligger Tyrkiet i top som det sted, hvor man får aller mest for pengene.

Landet er dog ikke en del af EU og omfatter ikke den nye genåbningsaftale for rejseaktiviteter.

Tyrkiske lira er siden juni 2019 blevet mere end 36 pct. mindre værd.

»Tyrkiske lira er vanvittigt billige, og valutaen har virkelig fået klø,« siger Klaus Dalsgaard Hansen.

Se også: Penge er noget, vi taler om - med Lars Seier

I samme periode, den tyrkiske lira har fået tæsk, har inflationen i Tyrkiet været på godt og vel 15 pct. Det kan være med til at hæve priserne i landet, påpeger Klaus Dalsgaard Hansen, der dog alligevel står fast på, at Tyrkiet fortsat er blevet et billigere rejsemål.

»Man kan selvfølgelig ikke være helt sikker på, om det så er blevet dyrere at opholde sig i landet, men et tab på 36 pct., har helt klart gjort landet billigere og relevant for den almindelige dansker,« siger han.

Selvom der måske er et par uger til, at sommerferierne for alvor går i gang, tror Klaus Dalsgaard Hansen ikke, at den tyrkiske møntfod bliver mere værd foreløbigt.

»Jeg vil vove pelsen og sige, at det ikke ændrer sig inden sommer. Der kan dog ske det, at den tyrkiske centralbank sætter renten op, og så kan det gå stærkt, hvilket det også tidligere har gjort i perioder.«

Her er også billigt

Er man på udkig efter en rejse i Europa, hvor det altså snart bliver lettere at komme rundt, er der særligt to steder, hvor man kan få rejsebudgettet til at række lidt længere.

Ungarnske forint er på næsten to år blevet knap 10 pct. mindre værd, og polske zloty er blevet mere end 7 pct. mindre værd.

»Men ellers er det mest mere eksotiske rejsemål som Brasilien og Indien, hvor valutaen har fået mest tæsk,« siger Klaus Dalsgaard Hansen.

Brasilianske real er blevet knap omkring 25 pct., mindre værd, og de indiske rupees er blevet 13 pct. mindre værd.

Til gengæld er det blevet dyrere at opholde sig i Sverige. Landets møntfod er blevet næsten 5 pct. mere værd siden sommeren 2019.

Du kan blive opdateret på flere valutakurser her.

Læs også: Her er EM-vinderen, hvis det står til aktiemarkedet

Læs også: Se tallene: Så mange penge får du tilbage i boligskat i din kommune