Trods kraftigt stigende renter, som normalt gavner bankerne, da det løfter indtjeningen på rentemarginalen, forskellen mellem renten på ind- og udlån, så har de amerikanske banker haft et hårdt 2022 med store kursfald.

Således er bankgruppen i S&P 500-indekset bakket med knap 16 pct. i år, mens det anerkendte KBW Bank-indeks har mistet næsten 14 pct.

Bankerne kan ellers se frem til den største stigning i nettorenteindtægterne siden 1982, mener Mike Mayo, investeringsdirektør i investeringsbanken Wells Fargo.

»At investere i bankaktier i dag er ligesom at styrkeløfte. Det kræver, at man arbejder sig gennem smerten,« siger han til Bloomberg News.

»Banker underpræsterer, men vi forventer den bedste vækst i hovedgadebankerne i 40 år.«

Mike Mayo peger i den forbindelse, at overskydende kapital hos bankerne nu sendes i udlån med øget hast og med markant højere renter, og Wells Fargos investeringsekspert ser en fremgang i renteindtægterne på op mod 33 pct. over tre år. Og netop det igangværende kvartal vil byde på det største hop.

I marts hævede den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sin rente med 0,25 pct.point, og det ventes, at den onsdag vil løfte med yderligere 0,50 pct.point, inden den på hvert af årets kommende rentemøder vil forhøje yderligere, så den toneangivende rente ved udgangen af 2022 vil nærme sig 3,00 pct. Og Mike Mayo vurderer, at de første 100 basispoint i renteløft alene vil renteindtægterne hos bankerne med 13 pct. på årsbasis.

Bankerne har dog i år været presset af de brede kursfald på markederne, hvor stigende renter isoleret set er skidt nyt for prissætningen af aktier. Desuden har bekymringen for recession øget frygten for faldende volumener og mulige tab på udlånet.

Hvis en recession undgås i USA, ser Wells Fargo imidlertid et stærkt potentiale for banknavne som Bank of America, PNC Financial, Fifth Third Bankcorp, Regions Financial og Truist Financial.

Læs også: Ser stort potentiale i 4 undervurderede nordiske aktier

Læs også: Tivoli aflyser koncert: Bekymret for sikkerheden

.\˙ MarketWire