Henter kommentarer

Spekulanter vil sende kryptovaluta i vejret på »Store Pot Dag«


I dag er kendt som en international mærkedag for mange rygere af rusmidlet cannabis. Men for tilhængere af kryptovalutaen dogecoin handler 20. april ikke kun om at markere rygere af pot og weeds magiske tal 420. De har i stedet omdøbt dagen til »Doge Day«.

De seneste dage har hashtagget #dogeday420 floreret på blandt andet Twitter og det sociale medie Reddit. Det er sket i håb om, at dogecoins-kursen vil slå alle hidtidige rekorder og ramme 1 dollar, inden børserne i USA lukker tirsdag aften.

Det skriver flere udenlandske medier, blandt andet det amerikanske Fortune.

420 stammer tilbage fra år 1971, hvor fem elever på San Rafaels High School i Californien brugte udtrykket »4:20« om det tidspunkt på dagen, de skulle mødes ude foran skolen for at ryge pot. Sidenhen har tallet 420 hæftet sig til den 20 april, der på amerikansk forkortes 4/20.

Dogecoin blev ellers skabt som en joke tilbage i 2013 og er opkaldt efter internetfænomenet 'doge', som er et meme, hvor størstedelen af billederne er af en hund af racen Shiba Inu. Et meme består ofte af et billede med en tekst, hvor netop samspillet mellem tekst og billede gør meme'et sjovt.

Kryptovalutaer er en digital valuta, som ikke er udstedt af en centralbank. Der findes mere end 1000 forskellige kryptovalutaer, og den nok mest kendte er bitcoin.

Målet for skaberne af dogecoin, de to amerikanske it-ingeniører Billy Markus og Jackson Palmer, var blandt andet at nå bredere ud end til de investorer, der var strømmet ind i en anden kendt kryptovaluta, bitcoin.

Tesla-stifteren Elon Musk og den amerikanske rapper Snoop Dogg har været med til at udbrede kendskabet til den virtuelle mønt. Det er blandt andet tweets fra de to, der i første omgang har været med til at sende kursen på kryptovalutaen op.

Elon Musk har blandt andet tidligere tweetet »Who let the Doge out« og »No highs, no lows, only Doge«.

For år 2021 er dogecoin ifølge Ritzau Finans oppe med mere end 8000 pct. og har i dag en markedsværdi på omkring 50 mia. dollar. Det svarer til mere end 308 mia. kr.

Læs også: Finanskommentar: Morten Springborg: Stigende renter er ikke »Breaking News«

Læs også: ​100 kryptovalutaer rundede 1 mia. dollar.