Den amerikanske sangstjerne Rihanna er angiveligt på vej på børsen.
Hun er især kendt for megahits som 'Umbrella', 'Diamonds' og 'Don't stop the music', men menes at ville børsnoteres sit undertøjsselskab, Savage X Fenty. Det skriver Bloomberg News, der fremhæver, at undertøjsvirksomheden spås at kunne rejse op mod 3 mia. dollar i en børsnotering. Det vil give selskabet en markedsværdi på mere end 20 mia. kr.
Investeringsbanker som Goldman Sachs og Morgan Stanley er allerede ved at undersøge rammerne omkring en børsnotering af undertøjsvirksomheden.
Den 34-årige stjerne står i forvejen bag kosmetikmærket Fenty Beauty, som er delvist ejet af luksus- og modemastodonten LVMH. Navnet 'Fenty' referer til hendes borgerlige navn, Robyn Rihanna Fenty.
Selvom hun er kendt for sin musik, så er det i høj grad kosmetik-selskabet og undertøjsvirksomheden, der har gjort, at Rihanna er blevet dollarmilliardær, skriver Quartz. Hendes formue nåede i august 2021 op på mere end 1 mia. dollar. Det gjorde hende til den rigeste kvindelige musiker, og den næstrigeste kvinde fra underholdningsbranchen. Tv-stjernen Oprah Winfrey er den rigtigste kvinde fra underholdningsbranchen.
Sangerinden Rihanna er langt fra den eneste kendis fra Hollywood, der har spundet tråde til Wall Street.
I den gruppen finder man ifølge Bloomberg blandt andre Hollywood-stjernen Jessica Alba, der ejer en del af kosmetikselskabet, Honest Co, der blev børsnoteret i maj 2021.
Hollywood-skuespilleren Ashton Kutcher var derimod en af de første, der investerede i samkørselstjenesten Uber - forud for børsnoteringen. Det amerikanske selskab formåede også at tiltrække andre berømte investorer fra underholdningsverden, herunder skuespilleren Gwyneth Paltrow, rapperen Jay-Z og skuespilleren Oliva Munn, beretter Forbes.
Den canadiske Hollywood-stjerne Ryan Reynold's har uden for scenen arbejdet på gin-mærket 'Aviation American Gin', der blev solgt til spiritusgiganten Diageo for 600 mio. dollar i 2020.
Læs også: Fransk bilproducent vil ikke trække sig fra Rusland
Læs også: Chokeret børsveteran har fået nok – det er for risikabelt
