Erling Haaland har travlt med at score mål i den engelske Premier League, men på sidelinjen scorer den norske fodboldstjerne også gevinster på aktiemarkedet.
Manchester City-angriberen solgte i sidste uge 75.000 aktier i Höegh Autoliners. Det skriver Finansavisen.
Salget skete samme dag, hvor kursen ramte sit hidtil højeste niveau på 94,50 norske kr.
Der gik dog ikke længe før Erling Haaland købte 53.112 aktier tilbage igen efter et kursfald.
På den måde lykkedes det ifølge Finansavisen Erling Haaland at indkassere rundt regnet 6 norske kr. pr. aktie på den hurtige handel svarende til over 300.000 norske kr.
Höegh Autoliners er blevet et godt bekendtskab for den 23-årige stjernespiller. Tilbage i oktober købte Erling Haaland 200.000 aktier i selskabet til en samlet pris på 16 mio. norske kr. altså en pris pr. aktie på 80 norske kr.
Mandag ligger Höegh Autoliners-aktien på omkring 91 norske kr.
Selskabet er et rederi som specialiserer sig i fragt af biler. Selakbet er også kendt for at levere store udbytter til dets aktionærer.
Erling Haaland har gang i en god sæson i den engelske Premier League. Med sine foreløbige 14 mål i den engelske liga, topper nordmanden topscorelisten i ligaen foran Liverpool-spilleren Mohamed Salah, som har sendt bolden i nettet 11 gange foreløbigt i sæsonen.
Læs også: Missilangreb sendte dansk gigant op – men det bliver ikke et nyt 'ratebonaza' ifølge Nordnet
Læs også: Nyt bilmærke kommer til Danmark: Påstår at kunne tilbyde lynhurtig opladning


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner