Henter kommentarer

Missilangreb sendte dansk gigant op – men det bliver ikke et nyt 'ratebonaza' ifølge Nordnet


Missilangrebene i Det Røde Hav kan måske sende fragtraterne højere op, men Mærsk-aktionærerne skal ikke regne med en gentagelse af coronakrisens »ratebonanza«.

Sådan lyder vurderingen fra Per Hansen, som er investeringsøkonom i Nordnet.

Vurderingen kommer efter Mærsk fredag annoncerede, at man ikke længere vil sejle igennem Det Røde Hav, efter Houthi-bevægelsen i Yemen har affyret missiler mod flere fragtskibe. Houthierne har selv erklæret, at man vil skyde mod skibe, som har retning mod Israel.

»Selvom raterne kan stige, er det relevant at se tingene i et perspektiv. Verden er ikke på vej til en gentagelse af et Covid-scenarie. Containerne er ikke de forkerte steder, og selv om Suezkanalen er en ekstrem vigtig handelsrute, har det ikke potentialet til at få raterne til at »gå amok«, og samtidig er der ikke fuld fart på Europas økonomier, og vi sidder ikke alle hjemme og venter på fladskærme til at fordrive »lockdown« tiden,« skriver Per Hansen.

Læs også: 

Under Coronakrisen kunne Mærsk og andre rederier nyde godt af høje fragtrater, som sendte rekordoverskud til aktionærerne. 

Fredag kom der en stigning i fragtraterne, og det var med til at sende Mærsks aktiekurs op med over 7 pct.

Det Røde Hav er indgangen til den vigtige Suezkanal, og hvis man ikke ønsker at sejle igennem der, må man på en længere omvej syd om Afrika. Den længere rute gør det dyrere at transportere varer, og det sender raterne op.

Et sted vil ændringen få store konsekvenser. Suezkanalen skaber nemlig en årlig indtægt på omkring 10 mia. dollar til Egypten ifølge Per Hansen.

Læs også: Saxo Bank-chef advarer om store kursfald til populære aktier: 'Der er en del på spil i det kommende år'

Selvom missilangrebene ikke har potentialet til at skabe et langvarig optur i fragtraterne ifølge Per Hansen, så er den store konflikt i Mellemøsten stadig noget, man skal holde øje med også som investor.

Hvis tiden går, og konflikten i Gaza fortsætter, kan det nemlig også få betydning for investorerne.

»Hvis det kun bliver en kortvarig eskalering og skibstrafikken kun i en kort periode bliver påvirket, vil det ikke have nogen større effekt – hverken økonomisk eller for de berørte selskaber. Hvis der sker en optrapning, har Israel/Gaza konflikt dog fået den geopolitiske eskalering, som hidtil mere har været en risiko end en realitet. Derfor er der god grund til at holde et vågent øje med udviklingen,« skriver Per Hansen.

Læs også: Det Hvide Hus' topøkonom ser støt fald i inflationen

Læs også: Chef i Federal Reserve: Vi taler "ikke rigtigt" rentesænkninger