Henter kommentarer

Saxo Bank-chef advarer om store kursfald til populære aktier: 'Der er en del på spil i det kommende år'


Det er for få aktier, der driver kursudviklingen i det mest toneangivende aktieindeks i verden - det amerikanske S&P 500-indeks. Og det skaber stor risiko for kursfald. 

Sådan lyder meldingen fra aktiestrategichef i Saxo Bank, Peter Garnry i et interview med Euroinvestor. 

»Når man kigger på S&P 500, så ligner det, at det amerikanske marked har gjort det vanvittigt godt i år. Og det har det også, men man skal være opmærksom på, at det har været drevet af et meget snævert sæt af aktier,« siger Peter Garnry. 

Ifølge Bloomberg-data trukket fredag eftermiddag, har det amerikanske S&P 500-indeks leveret et afkast på 24,8 pct. i år indtil videre. Det tilsvarende europæiske indeks - det brede Stoxx 600-indeks - har i samme periode præsteret et afkast på 16 pct. 

Men kigger man på et ligevægtet indeks - hvor aktierne i indekset fylder lige meget, uanset deres markedsværdi og størrelse - så har S&P 500 'kun' præsteret 13,1 pct. i afkast, mens Stoxx 600-indekset har leveret 14,3 pct. målt i lokale valutaer. 

Det er især de store teknologiselskaber som Microsoft, Alphabet, Apple, Meta og Amazon, der har drevet de amerikanske aktier i år. 

Men hvorfor er det så overhovedet problematisk? 

»Problematikken er, at du har det mest betydningsfulde aktieindeks i verden, som bliver drevet af utroligt få selskaber. På overfladen ser det måske ikke ud som om, der er særlig stor risiko. Men i virkeligheden så er der en kæmpe underliggende risiko på det amerikanske aktiemarked, fordi det er de samme typer af selskaber, der driver det,« siger Peter Garnry, der også fremhæver, at det særligt er teknologiselskaberne, der har drevet markedet i år.

»Det vil sige, at stemningen og den underliggende vækst i de store teknologiselskaber er hamrende afgørende for det fremtidige afkast på det amerikanske aktiemarked,« siger Peter Garnry. 

Læs også: Aktiechef hos milliardforvalter fremhæver tre aktier til 2024: 'Den er vanvittig billig på det her niveau'

Den høje indekskoncentration betyder også, at markedet og investorerne kan blive mere udsatte, hvis der kommer modvind til de højtflyvende techselskaber. Særligt hvis stemningen omkring dem vender, vil de amerikanske aktier kunne komme i modvind. 

Mener du, at der en en risiko for, at vi kan se en korrektion på det amerikanske marked på grund af den her høje koncentration?

»Ja, det er jeg ret overbevist om. En af vores hovedideer for det kommende år er, at man skal være undervægtet de her megacaps, som vi kalder selskaber med en markedsværdi på over 200 mia. dollar. Og man bør begynde at reducere i nogle af de allerstørste selskaber,« siger Peter Garnry og fortsætter: 

»Vi ved, blandt andet fra vores egne kundedata, at privatinvestorer er helt vildt eksponerede til de her teknologiselskaber. Og det er de institutionelle investorer også blevet, for de har været nødt til at følge med, for ikke at underperforme deres benchmark. Så der er en del på spil i det kommende år.«

Peter Garnry mener heller ikke, at det rent matematisk kan fortsætte, at der er 10-15 aktier, der klarer sig markant bedre end markedet og de andre aktier. 

»Matematisk set giver det ingen mening, for prissignalet betyder i så fald, at de er i gang med at overtage hele verden. Så jeg vil helt klart tage væddemålet imod de her megacaps og prøve at finde selskaber, som ikke er en del af den gruppe,« siger han. 

Læs også: 3 mulige guldaktier til 2024: 'Den handler med en gigantisk rabat'

Peter Garnry peger også på, at forventningerne til techselskaber er skruet helt i vejret.Blandt andet fordi investorerne regner med, at kunstig intelligens (AI) kan være med til at løfte omsætning- og indtjeningsvæksten i selskaberne markant. 

Og det kan muligvis også ske på sigt - men tager man chipproducenten Nvidia ud af ligningen - så har vi endnu ikke set det i stor grad, påpeger Peter Garnry. 

Det skaber potentiale til, at techaktierne kan falde med mere end 10 pct. - hvilket også kaldes en korrektion, påpeger Saxo-chefen. 

»Vi har brugt 2023 på at etablere nogle ret høje forventninger til indtjenings- og omsætningvækst på AI-relaterede selskaber. Hvis ikke vi får leveret på dem i 2024, så kan dampen gå ud af de her aktier. Og så vil der sidde mange danske privat-investorer med stor eksponering mod de her selskaber, som vil halte bagefter markedet,« siger Peter Garnry. 

Læs også: Lau Svenssen fremhæver 3 aktier til 2024: 'De er på vej op'

Saxo Bank-chefen påpeger også, at den høje indekskoncentration i det ledende amerikanske indeks er problematisk, fordi S&P 500 bliver brugt som en ledende indikator for, hvordan det går i den amerikanske økonomi af makroanalytikere som eksempelvis NGOen The Conference Board.  

Det kan være problematisk, fordi udviklingen i indekset ikke længere afspejler det brede aktiemarked, men snarere en håndfuld store techselskaber. 

»Du vil netop gerne styre din pengepolitik ud fra et syn på den brede økonomi, men lige nu bruger du et mål blandt dine ledende indikatorer, som slet ikke er et mål for den brede økonomi, på samme måde som det var for 20 år siden,« siger Peter Garnry og tilføjer: 

»Det giver nogle udfordringer.« 

Læs også: Vækstfond fremhæver tre mulige vinderaktier til 2024: 'Tror den har en god fremtid'

Derfor opfordrer Peter Garnry også investorerne til at huske at sprede sine investeringer, så man ikke bliver ramt for hårdt, hvis de amerikanske aktier skulle falde. 

»Den nemmeste måde at gøre det på er at kigge efter ETF'er som investerer i amerikanske eller europæiske aktier ud fra et ligevægtet princip, så der ikke bliver lagt mere vægt på de allerstørste selskabers markedsværdi,« siger han og tilføjer: 

»Den anden måde at undgå de allerstørste selskaber på er at kigge efter selskaber, der ikke har en værdiansættelse, som ligger markant over markedet. Man kan stadig gå efter selskaber, der har indtjening og kvalitet - men undgå de allerstørste selskaber.« 

Han påpeger også, at mange investorer har fået rigtig høje gevinster ved at være investeret i eksmepelvis Meta, Tesla og Amazon i år. Derfor kan det give mening at sælge lidt ud, og tage noget gevinst hjem.

Derudover ser han også en mulighed i, at markedet i stigende grad begynder at regne med rentenedsættelser fra centralbankerne til næste år. Her kan investorerne måske finde muligheder i de selskaber, der burde respondere positivt på lavere renter. 

»Det kunne til dels -medmindre vi ryger ind i recession selvfølgelig, - være finansaktier eller alt indenfor den grønne omstilling, som jo har fået rigtig meget tæv i 2023. Det kunne godt være et område af markedet som kan få det bedre i 2024, hvis renterne kommer ned,« siger Peter Garnry og tilføjer: 

»Så der er bestemt muligheder.«

Læs også: Tech-investor peger på 3 aktier til 2024: 'Det ligner en af vinderne'

Læs også: Professionel investors 3 aktier til 2024: 2 danske giganter og en mulig comeback-historie