Henter kommentarer

Vækstfond fremhæver tre mulige vinderaktier til 2024: 'Tror den har en god fremtid'


Selvom en af aktierne er steget med 70 pct. i 2023 indtil videre, så kan der stadig være mere potentiale i den. 

Sådan lyder vurderingen fra forvalterne hos investeringsfonden Horizon3, der investerer i globale vækst- og innovationsselskaber. I et interview med Euroinvestor peger CEO Henrik Karlsen på tre aktier fra fondens portefølje, som han tror kan klare sig godt i det kommende år. 

De tre aktier, som fonden tror kan blive blandt vinderne i 2024, kan du læse om nedenfor. De tre aktier er udvalgt, så de passer med de tre tiers eller niveauer, som fonden bruger når den skal bestemme størrelsen på sine investeringer i fonden. 

Henrik Karlsen forklarer dem således: 

  • Tier 1
    Typisk store markedsdominerende virksomheder. Det nogle vil kalde 'big tech'.

    Virksomheder som stadig har en fin vækst, en meget god indtjening og stærke markedspositioner.

  • Tier 2
    Selskaberne i andet niveau har en højere vækstrate. De tjener penge, laver positivt cashflow og har gode balancer. De er ledere indenfor den kategori af selskaber, som de måske selv har været med til at skabe - og så har de en stærk position på markedet. 

  • Tier 3
    Dem der vokser allermest, og som måske ikke tjener penge endnu på nettoindtjeningen, men har en stærk balance, og som oftest laver positive cashflow. 

»Vores tilladte positionsstørrelse er selvfølgelig størst i Tier 1, og med tredjestørst i Tier 3. Det er nogle der skal bevise sig, og hvis de gør det, og det går godt, så behøver vi kun en lille position for at lave et godt afkast,« siger Henrik Karlsen og tilføjer: 

»Og gør de ikke, så har vi ikke lyst til at have mere end en lille position.« 

De tre aktier, som Horizon3 tror på som mulige vindere i 2024, er: 

Amazon
Den første aktie, som Henrik Karlsen peger på, er fra Tier 1. Og til trods for at den er steget med omkring 70 pct. i 2023 ved indgangen til december måned, har Horizon3 stadig »fidus« til Amazon-aktien. 

Henrik Karlsen fremhæver blandt andet, at aktien handler et stykke under det historiske gennemsnit, når man kigger på P/E-multiplen. Derudover har Amazon lavet store investeringer i sin infrastruktur - blandt andet i sin cloud- og logistikforretning - som begynder at vise sig nu. 

»De har stadig en fornuftig vækst, men specielt på indtjening og cashflowet begynder det at bone igennem: Første kvartal i år havde de et negativt frit cashflow på 9,4 mia. dollar, og i Q3 havde de et overskud på 8,7 mia. dollar,« siger Henrik Karlsen. 

Derudover mener han også, at selskabets konkurrencesituation er blevet forbedret: 

»De laver endnu hurtigere leverancer, og så har de deres cloud-forretning, som dog vokser lidt mindre end Microsofts, men som jo bare er uhyre profitabel,« siger Henrik Karlsen. 

Han påpeger at den store stigning i år selvfølgelig er voldsom, men at det kommer på baggrund af et 2022, hvor aktien nærmest blev »kastet ud med badevandet«. 

»Men den handler jo stadigvæk til rimelige priser i forhold til historikken, hvis man er langsigtet,« siger Henrik Karlsen. 

Læs også: Tech-investor peger på 3 aktier til 2024: 'Det ligner en af vinderne'

Uber
Fra Tier 2 i fondens portefølje fremhæver Henrik Karlsen Uber-aktien. Uber driver en teknologiplatform, hvor kunder blandt andet kan få leveret mad, ligesom man kan blive fragtet fra a-til-b af selskabets chauffører. 

»Uber har haft mange år, hvor de er vokset, men hvor det har kostet rigtig mange penge på bundlinjen. Vi købte den tidligere på året i forventningen om, at de var der, hvor de ville begynde at tjene penge og generere positivt cashflow. Det er lykkedes ,og det har de gjort i tre kvartaler i streg,« fortæller Henrik Karlsen. 

Han mener også, at forretningen har en forholdsvis attraktiv værdiansættelse: 

»Den handler til en forward P/E på 31, hvis man tager de næste 12 måneders forventninger i betragtning. Det er på niveau med flere aktier i C25, og det, tror vi, er interessant, fordi den virkelig begynder at generere godt med frit cashflow,« lyder det fra Henrik Karlsen, der tilføjer, at Uber stadig har en pæn vækst i omsætningen. 

»Vi tror på, at den har en god fremtid herfra - forudsat at den undgår at rende ind i for meget regulering. Men vi synes, de gør det meget godt,« lyder det fra Henrik Karlsen. 

Uber-aktien er steget med 121 pct. i år indtil videre. 

Læs også: Lau Svenssen fremhæver 3 aktier til 2024: 'De er på vej op'

SoFi Technologies
Den sidste aktie, som Henrik Karlsen tror kan levere et godt afkast i 2024, er fintech-selskabet SoFi Technologies. SoFi Technologies driver en digital bank i USA, og er vokset markant de seneste 18 måneder, fortæller Henrik Karlsen.

»Udover at de har en rigtig velfungerende digital bank, så har de også en teknologiplatform, der hedder Galileo. Det er sådan set fintechs svar på Amazon web-services,« lyder det fra Henrik Karlsen. 

Konkret betyder det, at hvis nogle af de etablerede banker også ønsker at få digitale løsninger, kan de købe sig til det gennem SoFis platform. 

Henrik Karlsen påpeger dog, at aktien befinder sig i et cyklisk marked i og med, at bankens indtjening til dels er afhængig af udviklingen i renterne. Alligevel mener han, at der er langsigtet potentiale i aktien: 

»Det er en virksomhed, der har strukturel medvind, fordi de er en innovativ bank, som har fundet en forretningsmodel, hvor man kan flytte banken fra filialerne og over i telefonerne. Og de er en full-service bank i dag med alt fra lånkonti til boliglån,« fortæller Henrik Karlsen. 

Samtidig peger han på, at væksten er god, når man kigger på antallet af kunder og omsætning. Samtidig har bankens kunder en høj kreditværdighed, fortæller Henrik Karlsen. Udfordringen er dog, at SoFi Technologies ikke er profitable endnu. 

»Derfor er det også kun en Tier3 virksomhed hos os. Men de har selv sagt - højt og ofte - at de bliver profitable fra fjerde kvartal i år. Og når det sker for vækstvirksomheder, så er der typisk en anden kategori af investorer, der får øje på dem og tillid til dem,« siger Henrim Karlsen og tilføjer: 

»Forudsat at de laver den her positive bundlinje og kan fastholde væksten i antal kunder med en høj kvalitet, så tror vi, at der kan være en stor compounding effekt i aktien.«

SoFi Technologies har i 2023 leveret et afkast på 63 pct. indtil videre. 

Læs også: 3 mulige guldaktier til 2024: 'Den handler med en gigantisk rabat'