Henter kommentarer

Storaktionær i Simcorp køber op: Kan potentielt blokere for afnotering


Klokken 17:10 tirsdag landede en besked på fondsbørsen.

I korte træk gik den ud på, at den schweiziske storbank UBS har øget sin aktieandel i selskabet Simcorp, så UBS nu sidder på 10,88 pct. af aktierne mod tidligere 5,08 pct.

Beskeden er bemærkelsesværdig, fordi en storaktionær med over 10 pct. af aktierne potentielt kan sætte en kæp i hjulet på Deutsche Börses planer om at afnotere Simcorp fra børsen.

Dog vurderer kilder, som Euroinvestor har talt med, at UBS ikke er ved at spænde ben for Simcorp. Alligevel bliver UBS' opkøb kaldt for »interessant«, fordi der er en risiko for, at det trods alt er netop dét, de gør.

Men lad os tage lidt forhistorie først:

Det danske IT-selskab Simcorp, der leverer software til finanssektoren, modtog i slutningen af april et opkøbstilbud fra Deutsche Börse, der står bag den tyske børs.

Deutsche Börse ville – og vil stadig – købe alle aktierne i Simcorp for 735 kr. stykket med henblik på at afnotere Simcorp fra børsen. For at gennemføre en afnotering, skal man sidde på mindst 90 pct. af aktierne, da man dermed kan tvangsindløse de sidste 10 pct.

Når UBS således ejer over 10 pct. af aktierne i Simcorp, kan de altså sætte en stopper for en afnotering. Men det mener Ole Søeberg, uafhængig valueinvestor og tidligere formand i Dansk Aktionærforening, ikke er tilfældet.

Søeberg mener derimod, at der er tale om »ren arbitrage«, og at UBS blot forsøger at tjene penge på Deutsche Börses opkøb. Han hæfter sig særligt ved, at det er UBS AG, altså banken selv, der har købt aktierne, og ikke en underafdeling indenfor formueforvaltning eller lignende:

»Jeg læste meddelelsen og tænkte 'gad vide hvorfor UBS køber den'. Men hvis man køber Simcorp-aktien nu her til 726 kr., så kan du tjene 9 kr., hvis købstilbuddet går igennem. Det er et ret godt procentafkast med forholdsvis kort binding,« siger Ole Søeberg, der købte sine første Simcorp-aktier i 00erne.

Nogenlunde samme vurdering kommer fra Lars Hytting, aktiechef i Artha Kapitalforvaltning. Han ser trækket som »ren og skær kapitalbinding«.

»Jeg ser ikke større dramatik i opkøbet. Deutsche Börse har jo budt kurs 735 kr., og aktien har ligget omkring kurs 722-725 i en periode, så der har været en discount mellem overtagelsesprisen og aktiemarkedets pris. Så et sted kan det være fristende – det er også noget, jeg selv har haft kigget på – i stedet for at have pengene på en konto, så kunne man måske tjene lidt der,« forklarer Lars Hytting, som har aktier i Simcorp.

Lars Hytting ser det som ret usandsynligt, at UBS skulle være interesserede i at spænde ben for en afnotering eller starte et ræs om at få fingrene i Simcorp, når den schweiziske bank for nylig har overtaget problemramte Credit Suisse, og dermed – i Lars Hyttings optik – har nok at se til:

»De (UBS, red.) kan spænde ben for en afnotering, det kan de. Så det er lidt interessant. Men jeg kan ikke se formålet i at have 10 pct. af aktierne og spænde ben for, at den skal afnoteres,« bemærker Lars Hytting.

Læs også: Markedsanalytiker om techgigant: 'Har en lys fremtid foran sig'

Uanset udfaldet af selve afnoteringen, så er begge investorer overbevist om, at Deutsche Börses opkøb vil gå igennem.

For selvom den tyske børsvirksomhed stiler efter at overtage alle aktierne i Simcorp med henblik på en afnotering, så vil Deutsche Börse stille sig tilfreds med at få mindst 50 pct. af aktierne og dermed ingen afnotering.

Og de to investorer, der i øvrigt begge har takket ja til købstilbuddet, mener, at Deutsche Börse nok skal få fat i halvdelen af aktierne.

Ole Søeberg lægger til grund, at der udover UBS ikke rigtig er nogen storaktionærer, der kan lægge sig på tværs. For flere af dem har solgt ud og ligger nu med omkring 5 pct. af aktierne. Samtidig har eventuelle modbud haft lang tid til at komme ud af busken, uden nogen er dukket op:

»I virkeligheden tror jeg, at det mere eller mindre er et løb, der er kørt nu. Så længe Deutsche Börse får mindst 50 pct. af aktierne, så vil de købe alle aktier, de kan få fingrene i,« siger Ole Søeberg.

Selvom Ole Søeberg har takket ja til Deutsche Börses tilbud, så ærgrer han sig over tilbuddet, som efter hans vurdering er i den lave ende. Han peger på, at Simcorp har givet baghjul til det øvrige aktiemarked de seneste år, og Deutsche Börse har da også allerede sagt, at de forventer opkøbet vil have en positiv indvirkning på deres regnskab allerede fra 2024.

Omvendt er Lars Hytting mere positivt stemt overfor overtagelsen, fordi han mener, at Simcorp er blevet en mellemstor spiller, der har brug for større kræfter til at udvikle sig.

»Jeg synes, at selskabet på nuværende tidspunkt har en størrelse, hvor det kan være lidt svært at komme videre herfra. Der er brug for nogle større muskler. Der er brug for nogen, der kan accelerere det yderligere,« siger Lars Hytting.

Falder opkøbet til jorden, så er det sandsynligt, at Simcorps aktiekurs falder tilbage til tiden før opkøbstilbuddet. Det vil sige omkring 200 kr. lavere end kursen i dag, vurderer Lars Hytting.

Simcorp-aktionærer har frem til midnat 3. august til at takke ja eller nej til Deutsche Börses tilbud.

På nuværende tidspunkter forholder Simcorp sig ikke til UBS' opkøb, og de har ingen kommentarer hertil, oplyser selskabet til Euroinvestor.

Euroinvestor arbejder på at få en kommentar fra UBS.

Læs også: Selskabet udnævnte ny ceo – så steg aktien 10 pct.

Læs også: 800.000 danskere kan se frem til besparelse på elregningen