Henter kommentarer

Storbank: Dette kan udløse aktiesalg


Noget taler for, at de helt store investorer skal sælge ud af deres aktier til fordel for obligationer af hensyn til risikoen i porteføljen.

Det påpeger Nordeas chefstrateg Andreas Østerheden i en kommentar mandag morgen. Han henviser særligt til institutionelle investorer, for eksempel pensionskasser, forsikringsselskaber og lignende. Han vurderer samtidig, at den forgangnes uges tilbagefald på aktiemarkeder bærer præg af investorernes rebalancering op til måneds- og kvartalsskiftet.

Chefstrategen forklarer det med, at det har været et stærkt kvartal og en stærk marts måned for aktier sammenlignet med obligationer. »Stigende renter har udhulet afkastet på obligationssiden, mens stigende vækstudsigter har styrket aktier,« påpeger chefstrategen.

»Derfor er det heller ikke usandsynligt, at flere institutionelle investorer (pensionskasser og lign.) skal ud og sælge aktier samt købe obligationer rundt om måneds-/kvartalsskiftet for at holde risikoen i porteføljerne,« lyder det i en kommentar fra Andreas Østerheden.

Hos mange institutionelle investorer bliver investeringerne spredt over mange forskellige værdipapirer - det gælder både aktier og obligationerne. Her arbejder man med rebalancering af porteføljerne for at fastholde en bestemt risiko i forhold til et bestemt forventet afkast. Hvis aktierne er steget kraftigt - og dermed fylder for meget i porteføljen, så sælger visse investorer ud af aktierne, for at lægge noget af vægten over på obligationer. Vis mere

»Vi må dog forvente, at disse splitter handlerne op før/efter påske, for at indgå for stor timingsrisiko. Sideløbende kørte snakken også på Wall Street efter en stor investor var nødt til realisere store positioner i enkelte aktier, herunder nogle af de store kinesiske tech-selskaber,« lyder det fra Andreas Østerheden.

Det er imidlertid ikke noget, man som langsigtet investor bør bekymrer sig om i det nuværende miljø, understreger chefstrategen.

Læs også: Aktieanalysechef: Danske selskaber har nedbragt gæld men beholdt investeringer

Læs også: Køb af udenlandske aktier er boomet: Disse købte flest