Selv om teknologiaktierne i USA de senere uger har klaret sig bedre end markedet som helhed, er det endnu for tidligt at konkludere, at sektorens underperformance er et afsluttet kapitel for nu.

Det mener den schweiziske investeringsbank UBS.

»Generelt har vi det mindst foretrukne syn på vækstaktier. Vi forventer, at de vil underpræstere i resten af 2022 og rådgiver investorer med tidshorisont på mindre end et år til at reducere eksponeringen. I stedet mener vi, at det nuværende miljø er mere gunstigt for værdiaktier,« hedder det i en analyse.

Læs også: Kendt tech-aktie flyver op efter interessant udmelding

Det er den igangværende stramningscyklus fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, som har lagt pres på teknologiaktierne og især på dem, der endnu ikke er særligt profitable.

Fed har allerede hævet sin rente to gange i år med samlet 0,75 pct., og der er lagt i støbeskeen til en håndfuld mere, så den nuværende rente på 0,875 pct. til årsskiftet ventes at være løftet til 2,873 pct., ifølge handel med rentefutures.

Nasdaq-indekset, som indeholder langt flere teknologiselskaber og flere kalorielette vækstaktier, er da også faldet med 22,8 pct. i 2022, mens det bredere S&P 500 har mistet mere moderate 13,7 pct. i samme periode.

»På trods af det kraftige fald i tech-aktier er deres præmie stadig stor.«

Desuden, peger UBS på, har it-sektorens relative vækst i indtjening pr. aktie haltet efter markedet som helhed, men alligevel handles den stadig med en dyr præmie på 21 pct. til S&P 500.

Investeringsbankens analyse viser også, at værdiaktier, eksempelvis banker, industri og energi, siden 1974 har klaret sig bedre end vækst, når inflationen har været over 3,00 pct., hvilket den klart er for tiden.

»Værdiaktier klarer sig bedre i inflationsmiljøer.«

»Værdiaktier er først for nylig begyndt at vende et årti med underpræstation. Vi tror, at en yderligere indhentning vil være sandsynlig, spår UBS og henviser til, at denne del af markedet lige nu handles med en rabat på 51 pct. til det generelle marked målt på kursen sat over for indtjeningen, hvilket skal sammenlignes med snit siden 2007 på 29 pct.«

Læs også: Storbank suser frem efter opkøbsrygter

Læs også: Skal levere batterier til Tesla 'meget snart': Kinesisk aktie i hopla

.\˙ MarketWire