Henter kommentarer

Storbank modsiger konkurrent: Olie vil brage op


Der er lagt i kakkelovnen til en sand fest på oliemarkedet, for prisen på en tønde olie vil banke i vejret.

Det mener den amerikanske storbank Goldman Sachs, der ifølge mediet Insider netop har udgivet en analyse om olie.

Storbankens eksperter vurderer, at olieprisen vil blæse op i 140 dollar tønden for den europæiske Brent-olie, og 137 dollar for den amerikanske WTI-olie.

Det er bemærkelsesværdige fremgange i forhold til oliens nuværende niveau på omkring 105 dollar tønden.

Meldingen kommer på et interessant tidspunkt, hvor en anden storbank har spået et kollaps til olien. Det sker efter, at råvaren har haft kronede dage, siden Rusland invaderede Ukraine. Prisen er gået fra omtrent 90 dollar per tønde til at ramme hele 120 dollar.

Men de seneste uger er olieprisen banket lidt nedad igen, og i en kort periode trådte råvaren ind i det såkaldte bear-market, som indikerer, at det er faldet med 20 pct. fra sin seneste top.

Investorerne har slippet olien, fordi flere gruer for en recession, der vil betyde, at færre varer skal produceres og fragtes rundt ved brug af olie.

Så sent som i sidste uge vurderede en anden storbank, Citigroup, at olieprisen vil kollapse ned til 65 dollar, hvis økonomien træder ind i en periode med tilbagegang – en recession – og efterspørgslen tordner ned.

Men Goldman Sachs forudser en mild recession, og den skal ikke kobles sammen med olieprisen, lyder det.

»En mild recession er ikke en risiko for råvarer,« skriver Goldman Sachs i olienotatet ifølge Insider:

»Den igangværende afmatning i den globale økonomiske vækst udgør en lille trussel mod råvareefterspørgslen, og i betragtning af de strukturelle udbudsbegrænsninger bør den ikke stå i vejen for yderligere inflation af fysiske varer.«

Olieprisen ligger aktuelt i 105,38 dollar ud fra Brent-olien.

Læs også: Advarer om oliekollaps

Læs også: Derfor falder olien