Henter kommentarer

Storbank: Nu stiger risikoappetitten blandt investorer


 

Vaccinenyt løfter lige nu risikovilligheden blandt investorer, lyder det fra storbanken Nordea. Det sker i kølvandet på politiske nyheder fra USA, og at Astrazeneca i samarbejde med Oxford Universitet i går har fremlagt lovende resultater.

»[De] stærke forsøgsresultater [...] styrker troen på, at de første vaccinationsprogrammer kan blive udrullet allerede inden for de næste par uger. Trods de positive vaccinenyheder reagerede de globale aktiemarkeder i går med en meget behersket begejstring,« skriver Nordea i en analyse.

Det skyldes formentligt især, at de positive resultater var forventet i markedet, påpeger Nordea. Det europæiske aktiemarked lukkede da også med et lille fald mandag. Men efterfølgende er risikovilligheden tiltaget.

»Hen over aftenen steg humøret dog igen på de amerikanske aktiebørser. Det skyldes bl.a. nyheden om, at Trump nu tilsyneladende endeligt har kastet håndklædet i ringen og har givet tilladelse til, at den nye administration under Joe Biden kan påbegynde den formelle overdragelse af præsidentembedet i USA,« skriver Nordea.

De amerikanske aktier i form af S&P500-indekset endte med en stigning 0,6 pct. mandag. Stigningen kom også som resultat af, at Janet Yellen står til at blive amerikansk finansminister, påpeger Nordea.

»Yellen er tidligere chef for den amerikanske centralbank og er kendt for at være fortaler for en meget lempelig pengepolitik,« skriver Nordea og nævner, at risikovilligheden fortsætter tirsdag.

Det japanske aktieindeks Nikkei 225 endte med en stigning på 2,5 pct. tirsdag, og det europæiske aktieindeks stiger aktuelt 0,7 pct. Danmarks eliteindeks C25 ligger dog tæt ved nulpunktet.

Læs også: Teknisk Set: Nyt købssignal i disse 3 aktier

Læs også: Biden sikrer grøn åbning i Europa