Øgede erstatningsudgifter til vejrligsskader belastede forsikringsresultatet hos Alm. Brand i tredje kvartal.

Det er baggrunden for et fald i selskabets overskud af fortsættende aktiviteter til 174 mio. kr. før skat fra 218 mio. kr. i samme kvartal året før.

Ses alene på forsikringsdelen faldt det tekniske resultat til 170 mio. kr. fra 210 mio. kr.

Resultatet afspejler ifølge Alm. Brand en positiv udvikling i den underliggende forsikringsdrift, som viste sig i en forbedring af den underliggende Combined Ratio eksklusive Covid-19 på 2,0 procentpoint.

Men øgede erstatningsudgifter til vejrligsskader samt en mindre Covid-19-effekt reducerede det forsikringstekniske resultat, konstateres det.

»Vi leverer et tilfredsstillende kvartal med god lønsomhed i den underliggende forretning. Det giver os et godt afsæt, når vi inden længe overtager Codans danske forretning« siger administrerende direktør Rasmus Werner Nielsen i regnskabet.

Bruttopræmieindtægterne steg 2,5 pct. til 1.376 mio. kr. og Combined Ratio eksklusive afløbsgevinster blev 90,2 mod 86,2 i samme kvartal 2020.

Næste skridt i forhold til at gennemfører opkøbet af Codan er at gennemføre den tidligere annoncerede fortegningsemission, hvilket fuldender finansieringen af det samlede opkøb.

»Vi ser frem til at sammenlægge de to selskaber og skabe et nyt og større Alm. Brand« siger Rasmus Werner Nielsen.

Alm. Brand fastholder i regnskabet forventningerne til regnskabsåret 2021 om et resultat før skat på 1200-1250 mio. kr.

Alm. Brand opjusterede 1. oktober - efter salget af Alm. Brand Liv og Pension - forventningerne fra et resultat på 700-750 mio. kr.

For Forsikring venter Alm. Brand et resultat på 800 mio. kr. før skat og eksklusive afløbsresultat for årets sidste kvartal.

Læs også: Dansker vil sælge medieselskab for 19 mia. kr.

Læs også: E-handelsplatform falder tungt efter regnskab

.\˙ MarketWire