Amerikanske Ebay falder med hele 4,9 pct. i onsdagens eftermarked, da salgsprognosen for fjerde kvartal ligger under forventningerne på Wall Street.

E-handelsplatformen regner med en omsætning i fjerde kvartal på 2,57-2,62 mia. dollar, mens konsensus ifølge Bloomberg News ligger højere i 2,65 mia. dollar.

Buddet på det justerede overskud per aktie på 0,97-1,01 dollar ligger derimod helt på linje med analytikernes.

Tredje kvartal var ellers en tand bedre end ventet. Koncernens justerede overskud per aktie endte nemlig i 90 cent, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 89 cent. Omsætningen landede sideløbende i 2,50 mia. dollar, efter en stigning på 11 pct., mod ventede 2,46 mia. dollar.

Den samlede handelsvolumen på Ebays platform lå da også over Wall Streets forventninger i 19,45 mia. dollar mod ventede 19,12 mia. dollar.

»Vores resultater for tredje kvartal, drevet af nær ved færdiggørelsen af vores håndterede betalingsmigration, ekspansionen af vores annonceportefølje og volumenvækst i vores fire kategorier, demonstrerer at vores strategiske manuskript fortsat virker« udtaler Jamie Iannone, topchef i Ebay, i regnskabet.

Læs også: Skjern Bank har vækst i butikken

Læs også: "Voldsomme tal": Hver anden danske industrivirksomhed mangler materialer

.\˙ MarketWire