Inflationsspøgelset er ikke længere et spøgelse, men den konkrete virkelighed, der rammer forbrugere, virksomheder og ikke mindst investorerne.
Stort set alle brancher melder om mangel på arbejdskraft og materiale torsdag morgen - ifølge Danmarks Statistik. Især fremstillingsindustrien er hårdt ramt af materialemangel.
»Der er for alvor tryk på dansk økonomi i øjeblikket, og det udfordrer kapaciteten her og nu. Det er en markant del af virksomhederne, som står i koret om mangel på arbejdskraft og mangel på materialer. Det kommer helt naturligt i forlængelse af den høje fart i økonomien, hvor beskæftigelsen på kort tid er braget op i ny rekord, mens ledigheden er trykket lavere, end hvor den var før krisen. Så baggrunden er positiv, og udviklingen er på sin vis forventeligt, men det er svært at komme udenom, at det her nu alligevel er ret voldsomme tal,« skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank i en kommentar til de nye tal.
En større og større sten i skoen hos mange virksomheder er mangel på materialer og udstyr. Globale flaskehalse er blevet et tema, efter verdens økonomier har trykket speederen i bund på vejen ud af coronakrisen, og det kan mærkes hos de danske virksomheder, konstaterer Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank
»Nu beretter hele 48 pct. af industrivirksomhederne om mangel på materialer og udstyr, mens det er 25 pct. hos byggevirksomhederne. I september var det henholdsvis 38 pct. og 21 pct. Det kan og vil bide på økonomiens udvikling over den kommende tid, da en del virksomheder kort og godt ikke kan producere det, som de gerne vil. Det vil desuden være med til at hive priserne op, hvor forbrugerne vil mærke det med højere forbrugerpriser,« skriver han.
Læs også: For første gang siden årsskiftet: Milliarder barberet af danskernes aktieformuer
Læs også: Maersk Drilling afslutter stort frasalg: Ordrebogen dykker