Henter kommentarer

Storinvestor om kraftigt fald i norsk aktie - det mener vi nu


Quantafuel-aktien er en af de norske aktier, der er blevet kastet ud i nogle voldsomme udsving i 2021.

I løbet af de sidste tre måneder er Quantafuel-aktie blevet savet over med et fald på godt 50 pct. Kapitalforvalteren Medium Invest har tidligere været investeret i det norske selskab, der har specialiseret sig i teknologi til at omdanne plastaffald til brugbar olie og plast igen. Det er dog ikke en af de grønne aktier, som Medium Invest har valgt at samle op i trods kursfaldet. Den danske kapitalforvalter, der satser på små- og mellemstore virksomheder, er i stedet afventende over for udviklingen i det norske selskab, der blandt andet har en fabrik i Skive i Jylland.

»Selskabet er kommet med en tidslinje for, hvornår man vil bygge de første store fabrikker, men den tidslinje er blevet skubbet og skubbet. Samtidig er den mindre fabrik i Skive ikke helt oppe at køre efter planen. Da begge dele har taget længere tid, venter de store kommercielle partnere på, at Quantafuels teknologi virker så godt, som de selv siger, og  fordi tidsplanen er skredet, betyder det nok, at tilliden til Quantafuel er faldet,« fortæller kapitalforvalterens porteføljeforvalter Thomas Tang i podcasten Millionærklubben.

Læs også: Aktieordbog: Det dækker investeringsbegreberne over

»Vi holder meget øje med den første store fabrik med en ekstern partner, for det ser vi som den ultimative validering af teknologien. Kommer den, så passer alt det, som Quantafuel selv siger, nok. Hvis ikke, så har de nok taget munden for fuld. Om aktien er blevet billig nok, før den her validering, er nok et temperamentsspørgsmål,« udtaler Thomas Tang.

For ham at se er det dog et skidt tegn, at virksomheden endnu ikke har fået et gennembrud, og at virksomheden er blevet væsentlig forsinkede.

»Konkurrenterne fortsætter jo, så hvis Quantafuel bliver meget forsinkede, kan det være, at konkurrenterne sætter sig på markedet, eller at Quantafuel får en mindre del af markedet, end de ellers ville have fået. Det er også en kamp om at få det her affald. Historisk har man fået penge for at fjerne affald for eksempelvis kommuner, som har indsamlet det, men hvis man begynder at kunne lave det om til værdifulde slutprodukter - som Quantafuel kan - så bliver affald pludselig penge værd, og så er det jo skidt, hvis der ikke er mere affald at købe,« udtaler han.

Thomas Tang hæfter sig ved, at Quantafuel selv hævder, at man er tæt på at komme i mål. Hvis det passer, så kommer Quantafuel-aktien til at klare sig »rigtig godt« kursmæssigt, vurderer Thomas Tang og tilføjer:

»Potentialet er der helt klart, men vi vil gerne se en ekstern validering af det.«

Du kan høre mere om andre aktier, som Medium Invest satser på i videoen ovenfor eller i Millionærklubben-udsendelsen 'Grønt guld i gaderne'

Læs også: Saxo Bank: Grønne aktier har fået tæsk – men rummer kæmpe potentiale

Læs også: Dansk kapitalforvalter om grøn aktie: Denne satser vi på – og denne er vi ude af