Henter kommentarer

Stort aktieindeks i største fald i flere måneder


Det amerikanske toneangivende Dow Jones-indeks falder næsten 500 indekspoint mandag eftermidag.

Indekset falder 1,44 pct, og der er dermed tale om det største fald siden 19. juli, påpeger CNBC.

Andre dele af det amerikanske aktiemarked er også i rødt. Det gælder det teknologitunge Nasdaq-indeks, der falder med 295 indekspoint - svarende til godt 2 pct. Faldene ses også i det brede S&P 500-indeks, der falder med 65 indekspoint - svarende til et fald på 1,47 pct.

Den negative stemning i markedet skyldes blandt andet bekymring for udviklingen i Kina, har Nordeas chefstrateg, Andreas Østerheden, tidligere forklaret mandag. Det skyldes ikke mindst den kinesiske ejendomsgigant Evergrande, som flere frygter kollapser på grund af sin massive gæld.

Onsdag ventes der samtidig nyt fra den amerikanske centralbank - Federal Reserve - og usikkerheden om, hvad der er i vente, har også bidraget til kursfaldene, forklarede chefstrategen. Investorerne vil holde øje med, om der er nyt om neddroslingen af obligationsopkøbsprogrammet - også kaldet tapering.

Læs også: Nordnet: 'Årsagerne til et aktiedyk står nærmest i kø'

Læs også: Nordea: Derfor er Evergrande ikke en ny Lehman-situation