Henter kommentarer

Strateg om friske tal: »Dette scenarie er det værste for aktierne«


Friske tal fra USA kan næsten ikke være dårligere for aktier.

Sådan lyder det fra Oskar Barner Bernhardtsen, der er investeringsstrateg i Saxo Bank i en kommentar torsdag eftermiddag.

Kommentaren kommer på baggrund af friske BNP-tal fra verdens største økonomi, hvor den anslåede BNP vækst falder til 1,6 pct. årlig vækst mod ventede 2,5 pct.

»Det lyder selvfølgelig negativt for markedet, at væksten er lavere end ventet, men på den anden side kunne dette også tyde på, at inflationen på samme måde kunne være på vej ned,« lyder det fra strategen.

Men her er problemet, understreger han.

Samtidig med væksttallet kom det årlige PCE-inflationstal for første kvartal i USA. Dette nøgletal landede på 3,4 pct., mens PCE-kerneinflationstallet lød på 3,7 pct. 

»Det er MEGET højere end ventet og kan få markedet til at frygte stagflationen, der betyder lav vækst kombineret med fortsat høj inflation. Dette scenarie er i vores øjne det værste for aktier generelt, og derfor også hovedgrunden til, at markedet sætter sig så voldsomt lige nu,« lyder det fra Oskar Barner Bernhardtsen.

Han pointerer, at man dog kan trøste sig med, at disse tal viser udviklingen i første kvartal. 

»Tallene er derfor ikke 'højaktuelle,' og det kan muligvis få markedet til at glemme den dårlige nyhed lidt hurtigere end, hvis tallet for eksempel målte udviklingen for april måned,« pointerer Saxo Bank-strategen.

Cheføkonom i Sydbank, Søren Kristensen påpeger i en kommentar, at der er tale om en »mærkbar opbremsning,« når man sammenligner med fjerde kvartal af 2023, og at denne nedsatte fart i økonomen måske kan det bane vejen for rentenedsættelser i efteråret. Det kan du læse mere om her

Læs også: Særligt råd til privatinvestor fra aktiechef: Det bør du huske

Læs også: Amerikansk gigant i voldsomt kursfald