Fredag lander ugens vigtigste nøgletal, som kan sætte godt gang i markedet. 

Tallene er de nyeste PMI-tal for både Europa og USA.

»Ud over at vise det relative styrkeforhold mellem USA og Europa, vil PMI-tallene give investorerne indsigt i, hvordan fremstillingssektoren klarer sig i forhold til servicesektoren,« lyder det fra Sofie Manja Eger Huus, der er seniorstrateg i Danske Bank, i en kommentar.

PMI står for 'Purchasing Managers' Index'. Det er et mål for indkøbschefernes vurdering af den økonomiske situation, og tallet bruges som en indikation af, hvilken forventning indkøbscheferne i virksomhederne har til fremtiden.

Læs også: Strateg hos global milliardforvalter: Denne sektor vil vinde på kunstig intelligens

Via en beregning når man frem til et tal for, hvad indkøbscheferne samlet set oplever. Tal under 50 angiver et fald i den økonomiske aktivitet, men et tal over 50 indikerer en stigende økonomisk aktivitet.

Efter længere tid med en blomstrende servicesektor og en haltende fremstillingssektor kan dagens tal vise en rotation fra service mod fremstillingssektoren, forudser strategen og tilføjer:

»Et stærkt PMI-tal og klare tegn på en rotation over imod fremstillingssektoren vil give europæiske aktier yderligere luft under vingerne. Det er konsensusforventningen, at vi vil se en lille bedring i fremstillingssektoren.«

Den svækkede industrisektor har længe hængt som en tung sky over Europa, hvor særligt Tyskland har kæmpet i over to år med et PMI under 50, hvilket indikerer kontraktion. 

På samme tid har USA haft førertrøjen økonomisk set. Dog gav de forrige PMI-tal et lille glimt af håb for fremstillingssektoren i Europa. 

Læs også: Pensionsselskaberne opruster indenfor forsvarsaktier

»Fredagens PMI-tal vil afsløre om den positive tendens for den europæiske fremstillingssektor fortsætter, og det kan være altafgørende for europæiske aktier,« forklarer Sofie Manja Eger Huus.

Hun understreger også, at siden vi sidst fik PMI-tal sidst er der sket en del. I denne periode har Trump nemlig skudt til højre og venstre med toldtrusler, og det kan have sat sit præg på, hvordan virksomhederne ser på fremtiden. 

»Investorerne vil se efter tegn på, om toldtruslerne har påvirket priserne, og om fremgangen i fremstillingssektoren skyldes midlertidige faktorer som for eksempel hamstring inden højere toldsatser slår igennem, eller om det er et reelt skift fra service mod fremstillingssektoren,« påpeger Danske Bank-strategen.

Læs også: Lau Svenssen deler tanker om livsvalg og privatøkonomi: Forkerte valg 'koster kassen'

PMI-tallene kan komme til at påvirke, hvordan ECB ser på vækstudsigterne for Europa, og det kan påvirke deres rentebeslutning, lyder det fra Sofie Manja Eger Huus. 

Et lavere PMI-tal for Europa vil alt andet lige trække i retning af flere rentenedsættelser, mens et stærkt PMI-tal peger mod færre rentesænkninger. 

»Uagtet hvad PMI-tallene viser synes det næsten uundgåeligt, at den næste rentenedsættelse fra ECB vil komme den 6. marts,« tilføjer hun.

PMI-tallene fra Europa lander klokken 10, mens de amerikanske PMI-tal bliver udgivet klokken 15.45.

Læs også: Vigtig begivenhed i weekenden: Strateg tror dette scenarie vil give betydelige kursstigninger

Læs også: Topøkonom advarer: Det, der sker nu, er ekstremt farligt